Happy Helper har her til morgen offentliggjort halvårsregnskab for selskabets skæve regnskabsår.

I første halvdel af regnskabsåret 21/22 nåede Happy Helper en omsætningsbase på 14,5 mio. kroner og et dækningsbidrag på 2,6 mio. kroner. Selskabets EBITDA endte på -0,5 mio. kroner. For hele året fastholder Happy Helper den guidance, som blev nedjusteret tidligere i april, og venter dermed at nå en omsætningsbase på 30-35 mio. kroner, et dækningsbidrag på 5-6 mio. kroner og et EBITDA på -1 til -2 mio. kroner.

Happy Helper har været udfordret pga. Corona, og haft problemer med at imødekomme efterspørgslen på bookinger grundet mangel på helpers. Dog er selskabet optimistiske for fremtiden, da de igen er begyndt at se en positiv tilmelding af helpers til platformen. Til trods for udfordringerne med at skaffe helpers, har Happy Helper set en grundlæggende bedre lønsomhed, hvilket afspejles af nøgletallet LTV/CAC-ratio, som beskriver hvor meget selskabet tjener på hver krone de bruger på at få en ny booker ind. Tallet var på 15,71 kroner i februar 2022 mod 5,95 kroner for et år siden.

Til dags dato har Happy Helper investeret 558.000 kroner i at starte op i Tyskland og Estland. Selskabet forventer snart at begynde at få både helpers og bookers i gang, og arbejder hårdt på at få begge lande til at lykkes med primært fokus på Tyskland.

Happy Helpers direktør, Dennis Schade Forchhammer udtaler:

Coronakrisen har ført til et samfund, der har haft en generel mangel på arbejdskraft. For vores vedkommende har vi manglet helpers. Nu virker Coronakrisen til at ebbe ud, og for første gang siden foråret 2021 begynder vi igen at kunne tiltrække de helpers, som vi skal bruge til at servicere de bookinger, som vi løbende får ind. Mangel på arbejdskraft har resulteret i, at vores helpers har hævet deres timepris, hvilket er et godt eksempel på, at udbud og efterspørgsel fungerer på vores platform.