Konsolidator benytter aktivt LinkedIn som kanal til at formidle nyheder om nye kunder og lignende.

I dag har Konsolidator offentliggjort Samsøe Samsøe som ny kunde. Samsøe Samsøe er et internationalt brand med sine rødder i Skandinavien. Selskabet har mere end 40 butikker fordelt over 31 lande, og har nu valgt Konsolidators cloudbaserede løsning til regnskabskonsolidering og rapportering.

I slutningen af sidste uge offentliggjorde Konsolidator, at CarCharger.ie fra Irland er blevet ny kunde. CarChager.ie installerer billadere over hele Irland og Nordirland, og er specialiserede i elektriske biler.

Nogle uger forinden blev en schweizisk kunde offentliggjort, efter Zühlke Group har valgt Konsolidator. Zühlke Group er en koncern, der hjælper sine kunder med at udvikle digitale løsninger. Selskabet har mere end 1.000 ansatte fordelt over store dele af verden.

De tre seneste offentliggjorte kunder på LinkedIn skal forventeligt ses som et resultat af virksomhedens aktive fokus på Skandinavien, DACH og UK. Ved Konsolidators Q3 regnskab for 2021 var CAC/ARR på 2,2, hvilket betyder, at det tager 2,2 år at tjene de samlede omkostninger ind, der er ifm. at skaffe en ny kunde.

Danmark er fortsat Konsolidators største marked efterfulgt af Sverige og UK. På det danske marked, hvor Konsolidator netop har fået Samsøe Samsøe som kunde, er CAC/ARR på ca. 1,5.