Inden vi går et nyt år i møde, har vi adspurgt vores medlemmer hvilke dansk-noterede minibørsaktier, som de har mest tiltro til i 2022.

Den 20. december startede en meningsmåling i vores Facebookgruppe, hvor medlemmerne kunne stemme på deres favoritaktier for 2022. Meningsmålingen har i skrivende stund over 400 stemmer, og medlemmerne har desuden mulighed for at stemme på flere aktier.

Top 3-aktierne

Med 90 stemmer slutter BactiQuant øverst, og er dermed den aktie, som flest af vores medlemmer har tiltro til i 2022. BactiQuant blev noteret på First North tilbage i februar 2021 med en tegningskurs på 5,55 kroner. Aktien blev markant overtegnet, og mange kunne derfor ikke få tildelt aktier. I løbet af februar var aktien næsten oppe at kysse kurs 20, og i skrivende stund er aktien i kurs 8,65.

Siden noteringen har BactiQuant leveret flere spændende nyheder. Her kan bl.a. fremhæves flere ordre, hvor selskabet heriblandt har fået en ordre fra Sydkoreas største vandforsyning. Nye markedssegmenter har ligeledes været et tema samtidig med, at selskabet i december har nedjusteret sine forventninger til regnskabsåret 2022.

Trophy Games, som indtager andenpladsen med 47 stemmer, har ligeledes været ude at justere sine forventninger. Her nedjusterede Trophy Games sine forventninger til omsætningen samt EBITDA for 2021. De nedjusterede samtidig sine forventninger til EBITDA for 2022. Omsætningen forventes at ende på 70-80 mio. kroner mod tidligere 77,9 mio. kroner.

2021 har også været et begivenhedsrigt år for Trophy Games. Udover børsnoteringen i april, hvor tegningskursen var på 8,00 kroner, har selskabet gennemført to opkøb. Opkøb er en central del af Trophy Games’ vækststrategi, hvorfor det også er positivt, at selskabets opkøb af Xombat er gået rigtig godt. Gennem opkøbet af Xombat tilføjede Trophy Games Airline Manager 4 til spilporteføljen, som selskabet har vækstet meget siden opkøbet. Trophy Games har investeret massivt i Airline Manager 4, og vil fortsat gøre det i 2022, da de stræber efter at opbygge en markedsledende serie af transport-managerspil. Lanceringen af selskabets Warhammer-spil bliver ligeledes et stort tema i 2022.

Dataproces slutter top-3-feltet med 35 stemmer. Dataproces, som blev børsnoteret i november 2020, var i starten af året ude med en nedjustering grundet udskudte projekter. Dataproces er meget kendetegnet ved deres politik for selskabsmeddelelser, som gør det meget nemt for investorerne at følge udviklingen.

Dataproces har derfor gennem 2021 leveret en kontinuerlig nyhedsstrøm, så investorerne nøje har muligheden for at vurdere selskabet løbende. Alene i december har Dataproces indtil videre annonceret syv nye kontrakter. Dermed har 8 kommuner nu købt ind på Min Sag og 28 kommuner på MARC Fleksløn.

Fokus på Spotlight

De to resterende selskaber i top-5 er Freetrailer og Curasight, som har fået hhv. 30 og 25 stemmer. Freetrailer er den aktien på den danske vækstbørs, som er steget mest i 2021, hvor aktien i skrivende stund er steget over 300% ÅTD. Året har på mange måder været godt for Freetrailer, som har slået udlejningsrekorder, indgået og udvidet en række samarbejdsaftaler, udviklet konceptet og ikke mindst budt på en opjustering.

Særligt spændende for Freetrailer er det tyske marked, som indeholder store muligheder. Gennem samarbejdet med IKEA er Freetrailer allerede begyndt at udvide til nye lokationer, hvor varehuse i Berlin, Essen, Kaarst, Leipzig, Osnabrück, Braunschweig, Wetzlar, Mannheim, Erfurt, Hamborg og Walldorf i september blev annonceret som nye varehuse.

Curasight-aktien har haft et mere neutralt år på børsen, hvor aktien i skrivende stund er faldet ca. 5%. DanCann Pharma, som også er noteret på Spotlight-børsen, har desuden fået 10 stemmer, og indtager dermed en overordnet plads som nr. 13 i afstemningen.

Flere aktier at holde øje med

Af de resterende aktier, som fik 10 stemmer eller over, er FOM Technologies (22), MapsPeople (15), Audientes (14), Wirtek (14), Donkey Republic (13), Hydract (13) og Scandinavian Medical Solutions (12).

Hvilke aktier, som klarer sig bedst i 2022, er umuligt at forudsige, og denne meningsmåling skal på ingen måde danne nogle konklusioner. Det er dog altid spændende at høre folks tanker og input. Du er ligeledes velkommen til at deltage i afstemningen/debatten her. Når 2022 slutter, vil vi selvfølgelig kigge tilbage på året, og se hvordan aktierne har klaret sig. Det vil vi ligeledes gøre i en blogindlæg for 2021 inden længe.