Re-Match meddelte i går efter markedsluk, at de har modtaget en bevilling på næsten 4,5 mio. EUR fra det hollandske Økonomi- og Klimaministerie til at støtte opførelsen af virksomhedens første fabrik uden for Danmark.

Re-Match investerer 8,5 mio. EUR. i sit nye genbrugsanlæg i Tiel, Holland, og skaber ca. 40 nye fuldtidsstillinger. Dette sammen med det faktum, at Re-Match’s recycling-koncept vil bidrage til at håndtere et betydeligt miljøproblem i landet, bliver nu anerkendt af Økonomi- og Klimaministeriet i form af et tilskud på hvad der svarer til mere end 33 mio. kroner, der vil gå til etableringen af den nye Re-Match fabrik.

Når fabrikken er i drift, vil den kunne behandle mere end 60.000 tons affald og spare miljøet for op til 100.000 tons CO2hvert år – hvis man sammenligner med afbrænding af kunstgræs. Selskabets CEO, Nikolaj Magne Larsen, udtaler:

Re-Match er blevet rigtig godt modtaget i Tiel, og vi har haft en konstruktiv dialog med Økonomi- og Klimaministeriet – som nu har besluttet at støtte op om Re-Matchs ankomst. Med placeringen i Gelderland vil vi kunne tilbyde bæredygtig genanvendelse til et område med en høj koncentration af kunstgræsbaner – og jeg er glad for at se stærk lokal opbakning til vores rejse mod etablering af 24 Re-Match fabrikker over hele verden.