Shape Robotics har i dag annonceret ændringer i ledelsen. Selskabet påbegynder at levere og implementere 100 undervisningslaboratorier med en samlet forventet faktureringsværdi på 60 millioner kroner.

De 100 såkaldte SmartLabs udgør den første leverance i en samlet set historisk stor investering på 1175 SmartLabs, der over de næste 2-3 år skal leveres til det rumænske undervisningssystem.

EdTech-selskabet vælger derfor nu at gennemføre en strategisk ledelsesrokade for at sikre den mest effektive udnyttelse af ledelsesteamets kompetencer. Shape Robotics fremtidssikrer dermed i forhold til både effektiv drift og fortsat værdiskabende innovation. Ændringerne indebærer, at nuværende CFO, André Fehrn tiltræder som administrerende direktør pr dags dato. Nuværende CEO og grundlægger, David Johan Christensen tiltræder samtidig som vicedirektør og indstilles til bestyrelsen.

Tiltrædende CEO, André Fehrn ser frem til at lede Shape Robotics videre på den internationale vækstrejse, som har fået momentum med gennembruddet i Rumænien. André Fehrn udtaler:

Jeg skal sikre, at vi kan levere kæmpeordren til Rumænien og kommende nye markeder. Den rumænske ordre skal fremover fungere som salgsmotor i resten af Europa, og den proces skal jeg lede med min eksekverende forretningstilgang og min mangeårige kommercielle erfaring. SmartLab-projektet er præget af tunge processer i form af godkendelser, jura og logistik. Det er netop min spidskompetence at navigere i det bureaukratiske virvar og håndholde en langsigtet og finansielt velfunderet tilgang til det store internationale vækstpotentiale, som vi kun lige har taget hul på.