Shape Robotics offentliggjorde fredag en omfattende opdatering om selskabets finansielle situation, hvor flere punkter tog markedets opmærksomhed. Tirsdag kom det frem, at der nu er indgået en afdragsaftale og sikret ny finansiering samt foretaget ændringer i bestyrelsen. 

Shape Robotics opererer i markeder, der er afhængige af uddannelses- og innovationsprogrammer, hvilket medfører lange betalingscyklusser. Dette har medført, at selskabet primært har brugt bankfaciliteter til at finansiere deres drift. Tidligere har EIFO (Danmarks eksport- og finansieringsfond) ydet garantier til børsnoterede selskaber. EIFO yder dog ikke støtte til større børsnoterede virksomheder, hvilket har fjernet en vigtig sikkerhed for nogle af virksomhedens lån.

Disse manglende EIFO-garantier har medført at nogle långivere nu ser en højere risiko, hvilket har ført til krav om enten tidligere tilbagebetaling eller omstrukturering af lån. Shape Robotics er dog udfordret af forsinkede betalinger fra offentligt finansierede projekter, hvilket har ført til likviditetsproblemer – hvilket nu bliver forstærket af de tidlige tilbagebetalingskrav. Ligeledes er banker og andre finanspartnere blevet mere forsigtige som følge af de store spekulative udsving i aktiekursen, hvilket kan påvirke kreditvilkår og projektudførelse.

Denne usikre og krævende finansielle situation har medført, at Shape Robotics har valgt at annullere deres Q3-regnskab, der først var blevet udskudt med én uge. Shape Robotics melder, at dette gøres for at frigøre ressourcer til at få styr på den aktuelle situation. Af samme årsager har Shape Robotics ligeledes valgt, at man fremover vil droppe kvartalsrapporteringerne og derfor alene vil offentliggøre halv- og helårsrapporter. Væsentlig information vil fortsat blive offentliggjort løbende.

Den nye indsigt i Shape Robotics finansielle situation samt ændringen i selskabets rapporteringspraksis medførte, at aktiekursen faldt med 53% i fredagens handel. Shape Robotics melder, at de frigjorte ressourcer skal anvendes til at realisere selskabets fremadrettede prioriteter, hvilket dækker over at opfylde nuværende forpligtigelser og tilpasse bankfaciliteter, sikre projektleverancer og likviditet samt styrke egenkapitalen gennem kapitaltilførsel eller strukturelle ændringer.

Tirsdag offentliggjorde Shape Robotics, at man nu har indgået en formel afdragsaftale med Danske Bank og EIFO. Aftalen indebærer en straksbetaling på 3,725 mio. kroner, yderligere afdrag på 2,5 mio. kroner d. 6. januar efterfulgt af månedlige afdrag fremadrettet. Ligeledes er Shape Robotics lykkes med at sikre en 4 mio. euro kreditfacilitet i Finland via. Alisa Pankki og Veritas Pension Fund, hvorfor de kan opretholde driften og levere projekter. Den nye aftale har gjort det muligt at trække en tidligere indgivet konkursbegæring tilbage. Dagens nyheder har gjort, at aktiekursen tirsdag steg med knap 48% og hentede derfor meget af det tabte tilbage igen.

Tirsdag aften kom det ligeledes frem, at bestyrelsesmedlem Helle Rootzén træder ud af bestyrelsen med øjeblikkelig virkning af personlige årsager. Ligeledes fratræder André Reinhard Fehrn som bestyrelsesformand for at give plads til en leder, der kan styre næste fase af virksomhedens udvikling. Dette er ligeledes med øjeblikkelig virkning, hvor Aurel Netin nu er udnævnt som ny formand med øjeblikkelig virkning.

 Aurel Netin udtaler i forbindelse med sin udnævnelse som ny bestyrelsesformand:

Forretningskontinuiteten er intakt, ledelsen er stabil, og omstruktureringen er i gang. Shape Robotics er trådt ind i en fase, der kræver øget finansiel disciplin, klart operationelt fokus og stærk koordinering på tværs af koncernen. Vores datterselskaber i Rumænien, Polen og Moldova samt Sanako Finland er fortsat fuldt operationelle. For at navigere i den nuværende turbulens og forberede valget af en ny bestyrelse har vi implementeret en struktureret stabiliseringsplan, der styrker den finansielle kontrol, forbedrer governance, prioriterer indtægtsgenererende aktiviteter og optimerer omkostningerne.

I løbet af de kommende 30–60 dage vil vi fokusere på at sikre likviditet, styrke tilsynet på tværs af alle enheder, støtte vores kerneprodukter inden for uddannelsesteknologi og sikre, at vores teams kan levere uafbrudte tjenester til ministerier, skoler og partnere. Vi er forpligtet til fuld gennemsigtighed og til at give den kommende bestyrelse et klart og handlingsorienteret grundlag for langsigtet stabilitet og fornyet vækst.