I sidste uge kunne Shape Robotics meddele, at de har indgået et historisk partnerskab med Samsung, og hævede guidance. Det sker i en periode, hvor Shape Robotics står solidt på det rumænske marked.

Shape Robotics har tidligere udmeldt, at de hen over sommeren skal levere og implementere de første 100 af INACOs Smartlab-undervisningslaboratorier med en samlet faktureringsværdi på ca. 60 mio. kroner. I Rumæniens ”Recovery and Resilience Plan” finansieret af EU skal der implementeres minimum 1.175 SmartLabs i de kommende år.

Derudover forventer Shape Robotics også afsætning i de øvrige EU-projekter indenfor uddannelse, der igangsættes i Rumænien hen over efteråret, og har her allieret sig med Altex, Rumæniens største IT- og elektronikforhandler. Der investeres over 20 mia. kr. i forbedring og digitalisering af uddannelse i Rumænien over de næste 5 år.

Der ligger dog også et stort potentiale for Shape Robotics udenfor Rumænien. I EU har flere lande i Central og Østeuropa fået en lignende pakke som Rumænien har, hvor mange milliarder kroner skal gå til digitalisering af uddannelse. Shape Robotics står stærkt i Rumænien, og med Samsung som partner kan Shape Robotics gå ind i andre markeder i Central- og Østeuropa.

Shape Robotics’ solide position på det rumænske marked har ligeledes skabt opmærksomhed blandt rumænske investorer. I sidste uge udarbejdede rumænske Goldring uvildig analyse af aktien, som resultat af stigende interesse fra rumænske investorer. I analysen satte Goldring en kortsigtet target price på 20 kroner med en købsanbefaling. Analysen kan findes her.

På LinkedIn skriver Shape Robotics i dag, at de har modtaget endnu en ordre fra USA, og at 2022 allerede er selskabets bedst sælgende år i USA, selvom vi kun er halvvejs gennem året. Shape Robotics får dermed ikke meget tid til at holde sommerferie i en periode, hvor der er gang i Rumænien, potentielt andre europæiske lande samt en ny ordre i US.