I morgen starter en ny uge, hvor regnskaberne blandt de danske vækstbørsselskaber vil fortsætte med at tikke ind, og mange af selskaberne ligeledes afholder generalforsamling.

Overordnet er det en kort handelsuge vi går i møde, hvor det danske aktiemarked holder lukket både torsdag og fredag. Ifølge vores regnskabskalender kan vi tirsdag se frem til regnskab fra 2cureX og Curasight, som vil præsentere regnskab for første kvartal.

Onsdag bliver en større regnskabsdag, hvor vi forventer regnskab fra Linkfire, Freetrailer, LED iBond, Valuer, EgnsInvest og Relesys. Alle selskaber vil præsentere regnskab for første kvartal undtagen Freetrailer og Valuer, som har skævt regnskabsår, og præsenterer tal for deres tredje kvartal.

Danske OmniCar, som er noteret på Spotlight i Sverige, vil fredag præsentere regnskab for første kvartal.