Det er blevet fredag aften, og det danske aktiemarked er gået på weekend. Derfor kan vi nu se tilbage på ugen der er gået på de danske minibørser, hvor flere aktier ender i grønt end rødt.

Bedst er det gået for Wirtek, som stiger hele 26%. Wirtek har i denne uge opjusteret sine forventninger, så de nu forventer at nå en omsætningsvækst på 61%-65% og en EBITDA-vækst på 83%-95%. Wirtek offentliggør Q2 regnskab på tirsdag, hvor selskabets CEO, Michael Aaen torsdag deltager i et ”CEO møder Unge Investorer”-event, og vil fortælle nærmere om regnskabet.

Cessatech, Led iBond, Curasight, Hypefactors, WindowMaster, Audientes og Nexcom stiger alle 10% eller derover. På trods af de store stigninger, er det umiddelbart ikke alle selskaber, som har været med selskabsnyt.

Blandt de nyhedsaktuelle selskaber har Hypefactors meddelt, at de har ansat Frederik Nørby som Commercial Director, Media Intelligence. Audientes har meddelt, at de har indgået et samarbejde med Omni Hearing i Indien omhandlende salg af Audientes’ selvjusterende høreapparat i delstaterne Gujarat og Maharashtra i det vestlige Indien.

Dataproces har desuden også meddelt, at de har indgået en ny kontrakt på dataanalyse, og at de er blevet kåret som eliteleverandør til det offentlige.