Efter en kort handelsuge på det danske aktiemarked, kan vi se tilbage på ugen der er gået på den danske vækstbørs.

Øverst slutter Nexcom, LED iBond og Risk Intelligence, som alle har oplevet tocifrede procentstigninger gennem ugen.

Freetrailer er steget 2%. Selskabet har meddelt, at en større aktiepost har skiftet hænder, hvor Freetrailers bestyrelsesformand og medstifter, Allan Sønderskov Darré har sænket sin position i selskabet. Køberne er nuværende investorer i Freetrailer; Dico A/S og Greve Trailer Center. Endvidere har Freetrailers bestyrelsesmedlem Nicolai Frisch Erichsen, CEO Philip Filipsen og CFO Martin Damm købt en andel af aktierne.

Digizuite er steget 1%, og har meddelt, at de gennem første kvartal af 2022 har oplevet en rekord ordreindgang for ARR, og dermed følger strategien og vækstplanen. Forventningerne om at nå en ARR på 40-45 mio. kroner i 2022 bliver derfor fastholdt, hvor selskabet i Q1 har løftet deres ARR med 2 mio. kroner, hvoraf 0,9 mio. kroner kommer fra eksisterende kunder med et churn på 0%.

Copyright Agent slutter ugen med et fald på 0,2%. Copyright Agent leverede regnskab efter markedsluk i fredags, hvor selskabet nåede en omsætningsvækst på 97%. Copyright Agent følger dermed planen fra børsnoteringen, og følger fortsat den guidance, som blev opjusteret inden selskabet havde første handelsdag. Selskabets CFO, Poul Oddershede har desuden købt aktier for knap 90t kroner.

Audientes har indgået en ny samarbejdsaftale i Indien. Aftalen er indgået med Ear Connect, som er en af New Dehlis førende høreapparatsudbydere. DanCann Pharma har annonceret, at Louise Conradsen ansættes som CEO i datterselskabet CannGros, som blev erhvervet i oktober sidste år. Derudover indstilles Tue Østergaard til DanCanns bestyrelse.