En feriepræget uge på nyhedsfronten er nu overstået, og vi kan se tilbage på ugens udvikling på den danske vækstbørs.

Øverst slutter Seluxit, som ligeledes sluttede i toppen i sidste uge. Seluxit steg i forrige uge 27%, og fortsatte den positive stemning i denne uge med en stigning på 42%. Der har også været tocifrede procentstigninger til Brain+, Risk Intelligence, LED iBond, SPENN og BactiQuant.

SPENN har meddelt, at de gennem SPENN Nigeria har indgået et joint venture med ”Nigerian National Agency for Science and Engineering Infrastructure” (Naseni). Naseni SPENN skal blandt andet stå for nationale pensionsfonde, landbrugs- og produktionsudbetalinger, hvor SPENN skal levere den bagvedliggende teknologi. Nigeria er med dets mere end 216 mio. indbyggere et nøglemarked for SPENN.

BactiQuant har modtaget en betydelig ordre fra selskabets partner i Sydkorea, som skal levere udstyr og analysekit til et stort statsstøttet projekt til fremme af AI i Sydkoreanske fiskefarme. SPENN og BactiQuant er begge steget 10% gennem ugen.

Freetrailer er steget 8%, efter selskabet har udvidet samarbejdet med City Self-Storage i Norge. Samarbejdet blev indledt tilbage i 2019, og har siden udviklet sig til et succesfuldt partnerskab omkring udlån af trailere til City Self-Storages kunder. Nu har parterne indgået en ny treårig aftale, og udvider samtidig til 19 lokationer og øger antallet af trailere med 14 til i alt 41 trailere.

Audientes slutter ugen neutralt, efter selskabet har udsendt to væsentlige nyheder. Den ene var en salgsopdatering, hvor selskabet samtidig annoncerede en tilpasset strategi med fokus på at sikre kapital. Det medførte en nedjustering af selskabets omsætningsforventninger, hvor de samtidig kunne opjustere deres forventninger til EBITDA, da den tilpassede strategi også betyder, at de ikke kommer til at gennemføre alle de vækstinitiativer i indeværende regnskabsår, som først forventet. Derudover meddelte Audientes, at de forventer at lancere et nyt produkt i fjerde kvartal 2022.

Mens Seluxit igen indtager ugens førsteplads, indtager ViroGates endnu engang bundplaceringen med et fald på 16%, efter aktien i sidste uge havde samme placering med et fald på 17%. Swiss Properties Invest har også taget en lille puster, men slutter dog fortsat i højere kurs end tegningskursen på 107,5 kroner.