Det er blevet weekend, og vi kan se tilbage på ugens udvikling blandt de danske vækstbørsselskaber, hvor sommerferien har medført et roligt nyhedsbillede.

Erria slutter ugen med en kursstigning på 50% uden selskabsnyt. Selskabet offentliggjorde sidste måned igangsættelsen af et aktietilbagekøbsprogram med en samlet ramme på op til 2,0 mio. kroner. Formålet med aktietilbagekøbsprogrammet er at opbygge en beholdning af egne aktier, som kan anvendes som betalingsmiddel ved fremtidige virksomhedserhvervelser som led i Errias M&A-strategi. Det er dog usandsynligt, at det er denne nyhed som har medført kursstigningen, men en generelt positiv stemning omkring selskabet som følge af en positiv artikel i Børsen, hvor den anderkendte investor Jens Løgstrup har udtalt sig positivt om selskabet. Derudover kan den lave handelsvolumen under sommerferiemarkedet have en betydning.

Dataproces har vundet sine to første tyske rådgivningsopgaver, der er indgået på baggrund af samarbejdet med Lexis & Rother Partnerschaftsgesellschaft, som blev indgået i juni måned. Den første aftale omfatter blandt andet elevtalsprognoser, analyser af skolernes kapacitet og lokaleforhold samt vurdering af kommunernes fremtidige behov for skolepladser og fysiske rammer. Den anden aftale omfatter en opdatering af kommunens eksisterende skoleudviklingsplan, og skal skabe et databaseret grundlag for den langsigtede planlægning af kommunens skoleområde. De to nye aftaler understøtter Dataproces’ strategi om at udbygge en stærkere rådgivnings- og softwareforretning i Tyskland.

BactiQuant har offentliggjort trading statement for andet kvartal, der viste en omsætning for første halvår på 5,3 mio. kroner, svarende til en vækst på 29% i forhold til samme periode sidste år. Væksten var drevet af en kraftig vækst i recurring revenue, primært til Pharma. Den formelle halvårsrapport vil blive offentliggjort den 24. august.

Regnskabssæsonen på de danske vækstbørser begynder for alvor i næste måned, hvor WindowMaster vil offentliggøre halvårsrapport den 6. august. Herefter vil følge rapporter fra FOM Technologies, Nexcom, Wirtek, Agillic, Donkey Republic, Erria, Trophy Games og mange flere. Vi har derfor meget at se frem til på den anden side af sommerferien.