Det er blevet weekend, og vi kan se tilbage på ugens udvikling blandt de danske vækstbørsselskaber, hvor Mdundo slutter i toppen uden selskabsnyt.
Freetrailer har offentliggjort trafiktal for august, hvor selskabet øgede sine udlejninger med 16,2% til næsten 200.000. De seneste to måneder har Freetrailer sendt 553 nye udlejningsprodukter i markedet, hvorfor den samlede flåde nu består af 7.821 produkter, svarende til en stigning på 30,6% i forhold til samme tidspunkt sidste år. Freetrailer har ligeledes meddelt, at Martin Damm fratræder sin stilling som CFO efter 4,5 år, og samtidig udnævnes Jonas Snorre Ferslev som ny CFO. Jonas har en stærk og yderst relevant erfaring med skalering af markedspladser fra Too Good To Go, og har dokumenteret erfaring med at bygge bro mellem forretningsstrategi, økonomi og driftsplanlægning.
Dataproces har ligeledes offentliggjort sin salgsopdatering for august. Der er i løbet af måneden indgået to nye softwareaftaler med danske kommuner, herunder på MARC og MARS. Derudover er der indgået 7 nye aftaler på Dataanalyser, hvilket er en solid stigning sammenlignet med de seneste måneder, hvor der de seneste tre måneder samlet er indgået 9 aftaler på Dataanalyser, herunder 2 i juli. Dertil har Dataproces igen i august sikret en rådgivningsaftale i Tyskland gennem samarbejdet med Lexis & Rother Partnerschaftsgesellschaft.
Alefarm Brewing vækstede i august sin omsætning med 25%, og nåede dermed det højeste niveau for en måned nogensinde i selskabets historie. Den positive udvikling er godt hjulpet på vej af, at selskabet i juli foretog en kapacitetsforøgelse med den første af tre styk 5.000 liters tanke. De sidste to tanke er blevet leveret ultimo august og indgår i produktionen for september. Den fortsatte fremgang skal specielt ses i lyset af målrettede indsatser mod on-trade segmentet, hvor selskabets øl i højere grad bliver synlige på barer og restauranter.
Mendole har påbegyndt sin kapitalrejsning for at gennemføre sit opkøb af Rebo. Mendole kan rejse op til 59 mio. kroner, og de nye aktier kan tegnes til kurs 6,9 med en minimumstegning på 2.000 kroner. Efter opkøbet forventer Mendole en omsætning i 2026 på 300-350 mio. kroner med et EBITDA på 30-40 mio. kroner, og vil have over 155 fuldtidsansatte. Tegningsperioden løber til d. 11. september (10. september hos Nordnet).
Blandt ugens andre nyheder kan nævnes, at Cessatech har uddybet lanceringen af CT001 i USA, hvor partneren Ventis Pharma nu er i gang med at kontakte udvalgte hospitaler. WindowMaster har forhøjet aktiekapitalen med nominelt 50.000 kroner som følge af medarbejderes udnyttelse af warrants, hvor der er tegnet 500 nye aktier til kurs 515 kroner pr. aktie, svarende til et provenu på cirka 257.500 kroner. Trophy Games har inviteret til Investordag d. 8. september klokken 16.00 på deres kontor i København.
No comments! Be the first commenter?