Det er blevet fredag aften, og vi kan se tilbage på ugens udvikling på den danske vækstbørs, hvor flere aktier slutter ugen med tocifrede procentudsving.

I toppen slutter Curasight, Konsolidator, Onxeo, Monsenso, BactiQuant og Shape Robotics. BactiQuant meddelte i starten af ugen, at selskabets stifter, Morten Miller, igen bliver permanent CEO. BactiQuant meddelte desuden i slutningen af sidste uge, at de har underskrevet en kontrakt med 8TH Swedish House som distributør for Mellemøsten og Nordafrika.

Shape Robotics annoncerede tirsdag, at de har modtaget en stor ordre på 10,5 mio. kroner for levering af 22 Steam Labs, som skal implementeres på uddannelsesinstitutioner i Rumænien. Fredag kunne selskabet præsentere en opdatering på udviklingen i tredje kvartal, hvor selskabet nåede en omsætning på 20,6 mio. kroner mod 0,8 mio. kroner i samme periode sidste år. Omsætningen endte dermed indenfor det interval, som Shape Robotics havde forventet på 18-22 mio. kroner for kvartalet.

Generelt har det været en uge med en del nyheder. Her kan bl.a. nævnes, at Happy Helper har offentliggjort nøgletal for aktiviteten i september, hvor de oplevede en tilbagegang på det danske marked på 19,7% ift. samme periode sidste år målt på antallet af formidlede rengøringer. I Tyskland og Estland oplevede Happy Helper en lille fremgang sammenlignet med forrige måned. Audientes har givet en slagsopdatering på tredje kvartal, hvor selskabet nåede en omsætning på over 2 mio. kroner og fastholdte sine forventninger for året. De to aktier steg hhv. 6% og 4%.

I den røde ender finder vi bl.a. Alefarm Brewing med et fald på 11%, efter selskabet har været ude med nyheder på alle ugens fem handelsdage. Blandt nyhederne var en opdatering på selskabets ølklub, som blev lanceret for omkring et halvt år siden. I opdateringen meddelte Alefarm Brewing, at ølklubben nu nærmer sig en årlig tilbagevendende omsætning (ARR) på en halv mio. kroner.

Odico slutter ugen med et fald på 8%, efter selskabet fredag nedjusterede sine forventninger til EBITDA for regnskabsåret 21/22. EgnsInvest har omvendt været ude at opjustere sine forventninger, men slutter ugen med et fald på 2%.