Wirteks bestyrelse har i dag udnævnt Aurora Pestesan som selskabets nye CFO med virkning fra d. 3. januar 2022. Udvidelsen af ledelsen er forankret i Accelerate25-strategien og et ønske om at styrke selskabets topledelse.

Aurora Pestesan kommer fra en international lederstilling i Deutsche Bank, og har i en årrække arbejdet i bank- og forsikringsbranchen samt i virksomheder i både Europa og USA. Aurora har været teamleder på tværs af adskillige nationale enheder, hvor hun har haft ansvar for implementeringen af processer og systemer inden for finansiel planlægning, risikostyring, økonomi og rapportering til den øverste ledelse.

Før Deutsche Bank var Aurora leder af et internationalt team i BNP Paribas, som stod for standardisering og optimering af processer samt IFRS-rapportering i overensstemmelse med de enkelte forretningslederes vækstplaner og operationelle processer. Aurora Pestesan er rumænsk statsborger og vil blive tilknyttet Wirteks kontor i Bukarest.

Wirteks CEO, Michael Aaen udtaler:

Det glæder os meget at kunne byde Aurora velkommen som Wirteks nye CFO. Wirtek har nu en størrelse, der kræver en in-house CFO med ansvar for virksomhedens finansielle styring og rapportering, herunder den stærkest mulige kapitalstruktur set i lyset af vores vækststrategi, der er baseret på både organisk og tilkøbt vækst. Aurora vil uden tvivl styrke vores ledelsesteam med sin imponerende karriere og solide kompetenceprofil.

Efter ansættelsen af Aurora Pestesan, vil Wirteks topledelse bestå af CEO, Michael Aaen, COO, Emmett King og CFO, Aurora Pestesan.