BactiQuant har optaget en stor del af opmærksomheden på First North i juni 2024, hvilket både afspejles i store kursudsving og en usædvanlig høj handelsvolumen.

BactiQuant har udviklet en teknologi, der bruges til at overvåge bakterieniveauer i vand og for at sikre brug og forvaltning af vandressourcer. Det er en af de mest populære aktier på de danske vækstbørser målt på antallet af aktionærer på Nordnet, og da selskabet blev børsnoteret, var det ligeledes med massiv interesse, hvilket resulterede i en overtegning på 686%.

Den oprindelige vækstplan der blev præsenteret ifm. børsnoteringen er for længst blevet skrottet. Målet var at nå en omsætning på knap 90 mio. kroner i 2024 med et positivt EBITDA på over 30 mio. kroner. I 2023 oplevede man en minimal tilbagegang på omsætningen ift. året før, hvor omsætning faldt til 12,3 mio. kroner fra 12,4 mio. kroner, mens bundlinjen samtidig blev forberedt – bl.a. som følge af lavere personaleomkostninger. For indeværende regnskabsår 2024 forventer man igen negativ til begrænset vækst, hvor guidance indikerer en omsætning på 9-13 mio. kroner med et EBITDA på -8 til -11 mio. kroner. På trods af den aktuelle manglende eller begrænsede vækst, er der fortsat et langsigtet potentiale, som markedet i højere grad har fået øjnene op for.

Læs også: Dataproces har genfundet væksten og fået en god start på 2024.

Handelsvolumen fra 0 til 20.000.000 kroner

BactiQuant er på kort tid gået fra at leve temmelig usynligt på First North til at blive handlet på niveau med nogle af de mest handlede aktier på Small- og Midcap på enkelte dage. Kigger vi tilbage på den 18. april 2024, blev der handlet blot 80 aktier i BactiQuant svarende til få hundrede kroner, mens der den 10. juni blev handlet 1.575.872 aktier svarende til næsten 20 mio. kroner baseret på lukkekursen på 12,5 kroner.

Faktisk har BactiQuant-aktien oplevet en daglig handelsvolumen på over 1 mio. kroner på alle handelsdage i juni 2024 til og med den 13. juni, hvilket er bemærkelsesværdigt, da det først var den 7. juni, at selskabet udsendte den meddelelse, der har givet selskabet opmærksomhed blandt investorer og medier. Hvad denne relativt høje handelsvolumen skyldtes i starten af måneden, ved jeg ikke.

Jeg har i flere år fulgt udviklingen i antallet af aktionærer på Nordnet blandt de børsnoterede aktier på First North Danmark og Spotlight Danmark. Det giver et løbende indblik i retail-interessen for de enkelte aktier, hvilket jeg finder interessant, når jeg følger disse aktier på ugentlig basis. Når jeg kigger på den seneste udvikling for BactiQuant, ser jeg også en bemærkelsesværdig udvikling, der understreger, at aktien har været udsat for stor opmærksomhed på det seneste, som har fået mange private aktionærer til at trykke på købsknappen. Det ser altså ud til, at det er nye aktionærer, der har været med til at presse aktiekursen op og som udgangspunkt ikke de eksisterende aktionærer.

BactiQuant havde for bare få måneder siden, i starten af april 2024, registreret 3.618 aktionærer på Nordnet. Dette er sidenhen vokset til over 3.900 i starten af juni 2024 og intet mindre end 4.600, hvor jeg skriver på denne artikel fredag formiddag den 14. juni 2024. På under to uger er antallet af aktionærer på Nordnet altså vokset med ca. 700 svarende til en fremgang på over 17%. Denne udvikling bliver bedst illustreret grafisk, hvor jeg nedenunder har placeret alle mine datapunkter for BactiQuant. Det fremgår, at aktien løbende har oplevet en tilbagegang i antallet af aktionærer på Nordnet, mens den seneste interesse har været så massiv, at antallet er på niveau med antallet af registrerede aktionærer på Nordnet kort efter børsnoteringen i 2021.

BactiQuant aktionærer Nordnet - 14 juni 2024

Massivt potentiale for BactiQuant

Det er naturligt at undre sig over, hvad der er årsag til denne massive udvikling i både handelsvolumen og aktionærbasen? Hvis jeg skal give mit bud, er selskabet i højere grad lykkedes med at kommunikere det budskab, de gerne vil overfor aktionærerne. Med andre ord er det ikke min vurdering, at der er ændret noget fundamentalt, men et eksempel på hvordan effektiv kommunikation hurtigt kan få indflydelse på markedets opfattelse af et selskab, hvor omtale i de store finansmedier også nemt kan påvirke de helt små aktier som BactiQuant.

BactiQuant er lykkedes med at forklare det potentiale, som selskabet ser ind i med deres samarbejde med Novo Nordisk. Det har længe været kendt, at BactiQuant har et samarbejde med Novo Nordisk, hvor selskabet sidste år idriftsatte de første 4 online systemer til overvågning af råvand hos Novo Nordisk. Når man dykker ned i nyhedsstrømmen fra BactiQuant, er det tydeligt, at selskabet meget gerne vil fremhæve, når der er det mindste nyt fra samarbejdet med Novo Nordisk. Det blev eksemplificeret tilbage i april 2024, hvor BactiQuant udsendte en pressemeddelelse omhandlende en opfordring fra Novo Nordisk om at afgive et tilbud på en leverance af selskabets On-line prøvetagningsrobotter til endnu en Novo Nordisk fabrik. Der var altså alene tale om en potentiel ordre, og et projekt så langt ude i fremtiden, at den potentielle ordre alligevel ikke ville påvirke guidance for 2024. Når man ser ind i det langsigtede potentiale med Novo Nordisk og farmaindustrien generelt, er det også forståeligt, at BactiQuant ønsker at informere om denne udvikling.

I juni 2024 har BactiQuant igen udsendt en pressemeddelelse omhandlende samarbejdet med Novo Nordisk. Denne gang handlede det om en ingeniørkonference i fagforeningen IDA, hvor Novo Nordisk omtalte sit forsøg med BactiQuant. Til konferencen diskuterede farmaindustrien bl.a. tanker og planer for automatisering af bakteriemålinger i procesvand.

BactiQuant fremhæver i pressemeddelelsen, hvordan selskabets teknologi kan reducere analysetiden for farmaindustriens overvågning af bakterieniveauer i vandsystemet fra flere dage til minutter. På længere sigt er målet at opnå myndighedernes godkendelse af moderne hurtigmetoder til måling af bakterier i vand, for helt eller delvist at kunne udfase anvendelsen af den gammeldags, reaktive dyrkningsmetode.

BactiQuant vurderer, at de kan revolutionere måden farmaindustrien overvåger bakterieniveauer, og hvis samarbejdet og tests med Novo Nordisk går godt, får hele farmaindustrien en indsigt og et operationelt værktøj, som de aldrig har haft før. Ifølge BactiQuant kigger hele industrien på, hvordan Novo Nordisk gør, og hvis de skal drømme stort, forklarer bestyrelsesformanden i meddelelsen, at de har et globalt produkt med milliardpotentiale.

Pressemeddelelsen beskriver altså på imponerende vis et massivt potentiale for BactiQuant, men det er vigtigt at huske, at man fortsat skal se BactiQuant som en langsigtet case, hvor der i denne pressemeddelelse reelt set er meget lidt nyhedsværdi, som er anvendt til bedre at forklare, hvordan selskabet anskuer best case scenario inden for farmaindustrien.

En vigtig beslutning venter

Hvis man har investeret i BactiQuant, eller overvejer at gøre det, skal man være opmærksom på en meddelelse, som selskabet sendte ud tidligere i år. BactiQuant har nemlig meldt ud, at man vil bruge 2024 på en strategisk gennemgang, hvilket er vigtig at vide og et element som kan være nemt at overse, hvis man er en af de mange nye aktionærer i BactiQuant.

Denne strategiske gennemgang vil afsøge og evaluere selskabets muligheder mht. ejerstrukturen. Man vil undersøge, om en anden ejerstruktur med institutionelle investorer – eller en helt ny ejer – bedst vil være i stand til at accelerere væksten og gøre det muligt for selskabet at realisere sit fulde potentiale. Det blev ikke nævnt, om en afnotering var en mulig løsning, men vi har set andre selskaber som Astralis og Relesys lave en strategisk gennemgang, der har ført til en afnotering.

Det er umuligt at forudsige, hvad udfaldet bliver af denne gennemgang. Det er dog ikke nyt, at BactiQuant ønsker at sætte fokus på institutionelle investorer. I sommeren 2023 stiftede selskabet et advisory board sammen med Daniel Patterson med det formål at styrke kontakten og de langsigtede relationer til netop institutionelle investorer. Han er senere blevet valgt ind i bestyrelsen. På trods af at selskabet ikke selv har omtalt en mulig afnotering, skal man aldrig afskrive denne mulighed, når et selskab gennemfører denne type gennemgang.