Det er blevet weekend, og vi kan se tilbage på ugens begivenheder på de danske vækstbørser, hvor Audientes slutter øverst med en stigning på 47% uden selskabsspecifikke nyheder.

Hove har oplevet en kursstigning på 5% gennem ugen, efter selskabet har modtaget den første ordre fra APM Terminals og modtaget to private label fylde ordrer. Alefarm Brewing har offentliggjort forventninger til indeværende regnskabsår 2025, og slutter ugen med en kursfremgang på 4%. Alefarm Brewing forventer at nå en omsætning på 10,8-11,5 mio. kroner i 2025 med et EBITDA på 0-350 tusinde kroner.

Alefarm Brewing vil i 2025 fokusere på en fortsat forbedring af indtjeningen gennem styrkelse af afsætningen i on-trade segmentet, øge eksportindsatsen til udvalgte markeder, alkoholfrie øl og yderligere styrke salget gennem de digitale kanaler.

Freetrailer er steget 2% i ugens løb, efter selskabet har meddelt, at der allerede nu er aftaler med seks partnere i Holland og mere end 100 trailere lanceres officielt i marts 2025. Derudover har Freetrailer indgået et partnerskab med IKEAs Flagship Store i Delft, hvorfor selskabet har fået en god start på det nye marked i Holland.

BactiQuant og Stenocare er i gang med at sikre kapital til deres videre vækstrejse. BactiQuant annoncerede tirsdag et udbud af nye aktier med fortegningsret for eksisterende aktionærer, hvor der kan tegnes nye aktier i perioden fra den 15. januar til den 28. januar 2025 i kurs 2,5 kroner per aktie. Tegningsperioden hos Stenocare er i gang, og her kan der tegnes nye aktier i kurs 0,5 kroner per aktie frem til og med den 20. januar 2025.

Stenocare og BactiQuant slutter også nederst i denne uge på de danske vækstbørser med kursfald på hhv. 31% og 26%.