Erria kunne i går meddele, at selskabet fra 2025 vil rapportere kvartalsvist til markedet og således give investorer et bedre indblik i den finansielle udvikling.
Årsagen til dette tiltag er at give aktionærer og andre interessenter et bedre indblik i selskabets løbende udvikling. Erria har indtil nu givet halvårlige opdateringer ifm. selskabets regnskaber, mens også en lang række opjusteringer de seneste år har givet en indikation af den løbende udvikling i selskabet.
Dette vil selskabet imødekomme ved såkaldte trading updates, som indeholder information om hoved- og nøgletal samt information om selskabets drift i det forrige kvartal, og derved give mest mulig transparens til aktionærer og andre interessenter.
Den seneste opdatering fra selskabet kom tidligere i december, hvor Erria kunne meddele, at datterselskabet Mermaid Maritime Vietnam havde indgået en aftale om at erhverve ejendommen i Vung Tau, Vietnam, som selskabet har lejet siden Errias overtagelse af Mermaid i 2021. Det understregede selskabets fokus på Vietnam, hvor Mermaid tidligere i indeværende kvartal sikrede en stor ordre på over 10 mio. kroner. Denne kontrakt omfattede levering af Escape Chute systemer til havvindmølleprojektet Baltica 2, som ligger i Østersøen, med levering planlagt til 2025.
To måneder inden kunne Erria opjustere sine forventninger til EBITDA og EBIT for regnskabsåret 2024. Erria forventer at offentliggøre årsrapport for 2024 den 10. marts 2025. Den første kvartalsopdatering vil efterfølgende blive offentliggjort den 28. april 2025, hvor selskabet vil opdatere på udviklingen i første kvartal 2025.
No comments! Be the first commenter?