Det har været en begivenhedsrig uge på de danske vækstbørser, hvor en aktie er steget knap 200%, en virksomhed har fået et købstilbud og flere selskaber har offentliggjort regnskab.
Danish Aerospace Company slutter ugen med en kursfremgang på 191%. Dette er sket uden selskabsnyt, men under en bemærkelsesværdig høj handelsvolumen. Der er blevet handlet aktier for i alt ca. 30 mio. kroner gennem ugen, hvilket er en markant handelsvolumen sammenlignet med aktiens egen historik, hvor der gennem hele 2024 blev handlet aktier for under 3 mio. kroner ifølge en personlig opgørelse. Årsagen til den pludselige kursstigning og interesse er svær at pege på, men der har været spekuleret i, om den øgede interesse for forsvarsaktier kan have smittet af på Danish Aerospace Company, selvom virksomheden primært arbejder med udstyr inden for rumfart.
Det har generelt været en grøn uge på de danske vækstbørser, hvor flere aktier har oplevet pæne kursstigninger. Det gælder udover Danish Aerospace Company også Risk Intelligence, Conferize, Freetrailer og Audientes. Freetrailer meddelte forrige fredag efter markedsluk, at selskabet har indgået et nyt partnerskab med en verdensførende boligindretningskæde i Holland.
Flere selskaber har i ugens løb offentliggjort regnskab, hvor MapsPeople og Monsenso har præsenteret årsrapport for 2024 og Dataproces kvartalsrapport for tredje kvartal af det skæve regnskabsår 24/25. Markedet har taget positivt imod regnskaberne fra alle tre aktier, der har oplevet kursstigninger gennem ugen, hvor MapsPeople og Monsenso er steget i underkanten af 10%. Begge selskaber har oplevet tocifret omsætningsvækst i 2024, hvor MapsPeople samtidig oplevede markante forbedringer i driftsresultatet. Monsenso oplevede omvendt et fald i driftsresultatet.
OrderYOYO kunne tirsdag offentliggøre, at der er indgået en aftale med Pollen Street Capital Limited om at erhverve alle aktierne i selskabet til kurs 9.5 kroner per aktie. Aktionærer med en samlet ejerandel på ca. 91% har indgået en bindende aftale om at sælge deres aktier til Pollen Street Capital Limited. Dermed har man allerede tilsagn fra mere end 90% af aktierne, hvorfor OrderYOYO snart vil anmode om at blive afnoteret.
Brain+ slutter i den nedre ende med et fald på 27%, efter selskabet har præsenteret yderligere informationer om den kommende emission, hvor aktionærer i perioden fra den 17-28. marts kan tegne nye aktier i selskabet. Blandt ugens andre nyheder kan fremhæves, at FOM Technologies har offentliggjort to nye kontrakter, Erria har løftet sløret for sine forventninger til 2025, hvor man venter at nå en omsætning på 200-220 mio. kroner, mens BactiQuant har modtaget sin første ordre fra ny kunde i det amerikanske energisegment.
No comments! Be the first commenter?