Den seneste uge på de vækstbørser har været præget af sommerstemning, men alligevel har flere selskaber været med nyheder.

CS MEDICA slutter i toppen med en stigning på 25%, efter selskabet har annonceret et salg på 45.000 enheder til en tilbagevendende kunde gennem datterselskabet CANNORDIC. Derudover har ugen budt på tocifrede procentstigninger til MapsPeople, SPARK Technology, Conferize og Donkey Republic.

Wirtek slutter ugen med en kursstigning på 5%, og har offentliggjort opkøbet af den anerkendte IT-servicevirksomhed Pragmasoft i Portugal, som forventeligt bidrager positivt til driften på relativt kort sigt. Wirtek får gennem opkøbet adgang til et profitabelt selskab med ca. 20 IT-professionelle og tilføjer samtidig nye internationale kunder til porteføljen.

OrderYOYO og RISMA har offentliggjort resultater for første halvår 2024. Førstnævnte kunne præsentere en omsætningsvækst på 28% ift. samme periode sidste år til 148 mio. kroner samt et EBITDA på 22,8 mio. kroner svarende til en fremgang på 153%. Den solide udvikling i første halvår fik samtidig OrderYOYO til at opjustere sine forventninger til helåret. RISMA fastholdt sine forventninger til året, efter selskabet har løftet sin ARR 33% ift. samme tidspunkt sidste år.

Scape Technologies slutter i bunden med et fald på 34%, og er på vej til at blive afnoteret med sidste handelsdag på First North den 13. august 2024. ViroGates har oplevet et kursfald på 7% gennem ugen, efter selskabet har nedjusteret sine forventninger til helåret.

Blandt ugens andre nyheder kan fremhæves, at Dataproces har indgået en kontrakt på selskabets SaaS-løsning KØS. Kontrakten på KØS er indgået med en kommune på Sjælland, og var den 49. kommune på løsningen. Derudover meddelte Hove torsdag, at de den forgangne uge havde modtaget tre større ordrer til en samlet værdi af mere end 2 mio. kroner.