Det har været endnu en begivenhedsrig uge på de danske vækstbørser, hvor en række selskaber har offentliggjort regnskab.

Cessatech slutter i toppen med en kursstigning på 47%. Mandag kunne selskabet meddele, at de har indgået et partnerskab med Proveca, som skal bane vejen for særligt det europæiske marked for smertelindrende behandling. Derudover har ugen budt på tocifrede procentstigninger til Brain+, BactiQuant, DanCann Pharma, Nexcom, Q-Interline, Scandinavian Medical Solutions og Freetrailer.

Brain+ har bl.a. udsendt halvårsrapport for første halvår 2024, hvor selskabet har opnået succes med flere af de målsætninger, som selskabet præsenterede tidligere i år i forlængelse af deres nye strategi. BactiQuant har ligeledes offentliggjort halvårsrapport, mens selskabet efterfølgende modtog den første ordre fra ny kunde i den amerikanske biobaserede kemisektor.

Scandinavian Medical Solutions har i ugens løb offentliggjort to millionordrer, og har således offentliggjort fem ordrer alene i august 2024 for i alt 10-17,5 mio. kroner. Freetrailer har offentliggjort kvartalsrapport for fjerde kvartal af det skæve regnskabsår 2024, hvor det fremgik, at selskabet har overgået sine egne forventninger til både omsætningen og EBITDA, hvor omsætningen i regnskabsåret 2023/24 steg 41%, mens EBITDA-resultatet blev mere end fordoblet.

Derudover har ugen budt på regnskab fra Hydract, Dataproces, Audientes, FOM Technologies, EgnsINVEST Ejd. Tyskland, Donkey Republic, Movinn, Alefarm Brewing, RISMA, Hove, Impero, Monsenso, Agillic, FastPassCorp og Danish Aerospace Company. Disse regnskaber kan være værdifulde at dykke ned i enkeltvist for at få indblik i den seneste finansielle udvikling for selskaberne.

Flere selskaber måtte i forlængelse af regnskabet nedjustere sine forventninger til helåret. Det gælder bl.a. FastPassCorp og Audientes, som også slutter i bunden denne uge målt på kursudviklingen. FastPassCorp måtte som følge af en forsinket aftale, forøgede finansieringsomkostninger og nedskrivning af goodwill sænke sine forventninger til resultatet før skat til -1 mio. kroner fra det tidligere ventede nulresultat. Audientes forventer nu en omsætning på 3,8-4,8 mio. kroner mod tidligere 5-6 mio. kroner, mens EBITDA-resultatet forventes at ramme -4 til -5 mio. kroner fra tidligere 3,5 til -4,5 mio. kroner.

Blandt ugens andre nyheder kan fremhæves, at DecideAct har hentet 1,8 mio. kroner gennem en rettet emission, mens selskabet også har opnået SOC2 type II Security Certification, der styrker selskabets vækstmuligheder i USA og Canada. LED iBond har desuden skiftet ud på CEO-posten, hvor bestyrelsen har valgt at udpege CSO, Flemming Thomsen som ny administrerende direktør, og Martin Løbel blev afskediget med øjeblikkelig virkning.