Det er blevet weekend, og vi kan se tilbage på ugens nyheder på de danske vækstbørser, hvor Audientes slutter øverst med en kursstigning på 71%.

Audientes har ikke offentliggjort nye nyheder, men har de seneste uger oplevet relativt store fald på hhv. 28% i sidste uge og 20% i forrige uge. Denne uge har ligeledes budt på pæne stigninger til Cessatech og Nexcom, der er steget hhv. 45% og 26% uden selskabsnyt.

Trophy Games slutter ugen med en kursfremgang på 4%, efter selskabet har rundet 3 mio. pre-registrations for den kommende titel i transportserien, Truck Manager. Truck Manager forventes at blive lanceret i starten af oktober 2024, og spillet overgår med længder de tidligere titler Train Manager og Energy Manager målt på antallet af pre-registrations. Train Manager nåede 500.000 pre-registrations, mens det for Energy Manager var 300.000. De to ejendomsselskaber, EgnsINVEST Ejd. Tyskland og Swiss Properties Invest er ligeledes steget 4%, efter ECB har sænket renten med 0,25 procentpoint.

BactiQuant slutter i bunden med et fald på 23%, mens DecideAct har oplevet et fald på 18% og MapsPeople 15%. MapsPeople har indgået en låneaftale med Danmarks Eksport- og Investeringsfond, EIFO, på 14,9 mio. kroner. Curasight, der har oplevet et fald på 11%, har offentliggjort prospekt inden selskabets kommende rights issue.

Blandt ugens andre nyheder kan fremhæves, at Impero har indgået et strategisk partnerskab med konsulenthuset Basico, der sigter mod at effektivisere risikostyring og optimere processerne for månedsluk og interne kontroller i virksomheder. Brain+ har offentliggjort en ny vækstplan frem mod 2027, hvor ambitionen er at løfte selskabets ARR til 25-27 mio. kroner. Hove har modtaget en ordre på over 1 mio. kroner fra en global OEM gennem det amerikanske datterselskab, mens Dataproces har indgået en kontrakt på selskabet SaaS-løsning KØS, der nu anvendes af 52 kommuner.