Det er blevet 2. søndag i advent, og vi kan se tilbage på ugen på de danske vækstbørser, hvor Impero slutter i toppen med en stigning på 22%.
Det har været en uge præget af røde tal, hvilket ikke er usædvanligt for december, hvor mange fokuserer på skatteoptimering. Dette er også kendt som januar-effekten, hvor nogle sælger tabsgivende aktier i december for at købe dem igen i januar. Flere aktier har alligevel oplevet tocifrede procentstigninger, hvilket gælder Impero, LED iBond, Freetrailer, ViroGates og RISMA.
Freetrailer er steget 12%, efter aktien har været i fokus som en af tre interessante aktier i 2025 hos Symmetry Invest med Andreas Aaen i spidsen. Andreas Aaen sætter i en artikel på Euroinvestor fokus på, at han mener, at aktien er gået under radaren, og at Freetrailer har potentiale til at vinde store markedsandele i Tyskland og Holland, hvor selskabet endnu ikke er så etableret.
RISMA er steget 10% efter selskabet har udsendt tre meddelelser omhandlende insiderhandler, hvor to bestyrelsesmedlemmer har købt aktier. Mdundo har også haft en god uge på børsen med en stigning på 8%, efter selskabet har indgået et samarbejde med Vodacom i Sydafrika.
De tre cannabisaktier DanCann Pharma, STENOCARE og CS MEDICA slutter i den nedre ende sammen med Hydract, der er på vej til en afnotering. Hydract forventes at have sidste handelsdag på First North den 7. februar 2025. DanCann Pharma slutter i bunden med et fald på hele 69%.
Blandt ugens andre nyheder kan fremhæves, at Brain+ har opnået en betydelig milepæl med underskrivelsen af sin første flerårige salgskontrakt. Erria har gennem datterselskabet Mermaid Maritime Vietnam indgået aftale om at erhverve ejendommen i Vung Tau, Vietnam. BactiQuant har modtaget tre nye ordre fra selskabets vigtige Olie & Gas kunde Perenco. Dataproces har offentliggjort en kontrakt på Dataanalyse og en ny kommune på MARS-platformen. Scandinavian Medical Solutions har offentliggjort et salg på 2,0-3,5 mio. kroner inden for forretningsområdet Aftersales & Parts og Hove har modtaget en ordre på over 2 mio. kroner.
No comments! Be the first commenter?