Det er blevet weekend, og vi kan se tilbage på ugens udvikling på de danske vækstbørser, hvor DecideAct har oplevet den største kursstigning, dog under lav handelsvolumen.

Der er handlet aktier for blot lidt over 5.000 kroner i DecideAct gennem ugen, hvorfor det er små handler, der har resulteret i store kurssving. Blandt ugens bedst performende aktier finder vi også Konsolidator, Movinn, Erria og Alefarm Brewing.

Konsolidator har offentliggjort årsrapport for 2024, og slutter ugen med en kursstigning på 9%. Det fremgik af regnskabsmeddelelsen, at selskabet har løftet sin ARR med 1,3 mio. kroner i fjerde kvartal 2024, hvilket var det højeste i tre år. Konsolidator havde ved udgangen af 2024 således en ARR på 21,3 mio. kroner, hvilket var i overensstemmelse med guidance, mens omsætningen var en smule under guidance og endte på 20,3 mio. kroner.

Erria fortsatte stigningerne fra forrige uge, hvor aktien steg 16%, og er nu oppe med ca. 24% i 2025. Erria opjusterede i forrige uge sine forventninger til 2024, efter selskabet er lykkedes med at optimere driften og skabe stærkere end hidtil forventede resultater på bundlinjen for 2024. Alefarm Brewing er steget 6%, efter mikrobryggeriet har øget sin omsætning med 40% i januar 2025 sammenlignet med samme måned sidste år. Denne vækst er sket gennem samtlige kanaler.

Mdundo har oplevet en kursstigning på 5%, efter selskabet har offentliggjort halvårsrapport for regnskabsåret 2024/25. Selskabet fastholdt sine forventninger til helåret, og har leveret en solid fremgang i driftsresultatet, hvor resultatet målt på EBITDA endte på -2,1 mio. kroner i regnskabsårets første seks måneder svarende til en forbedring på 36%. Dataproces slutter også ugen i et fint plus på 4% efter selskabet har offentliggjort tre nye kontrakter.

Hydract havde sidste handelsdag på børsen fredag den 7. februar 2025, og er således ikke længere inkluderet i denne oversigt. Audientes og Brain+ slutter i den nedre ende med fald på hhv. 26% og 22%, mens BactiQuant har oplevet et fald på 17% efter selskabets nye aktier er blevet optaget til handel.

Blandt ugens andre nyheder kan fremhæves, at Q-Interline har offentliggjort sine forventninger til 2025 og nedjusteret sine forventninger til 2024. Agillic har offentliggjort foreløbige resultater for 2024, hvor både omsætningen og ARR endte en smule under guidance, mens forventningerne til 2025 ligeledes blev offentliggjort. Scandinavian Medical Solutions har offentliggjort regnskabsårets største ordre inden for forretningsområdet Aftersales & Parts på 5,0-8,5 mio. kroner.