Blandt de danske vækstaktier har en række insidere været aktive på børsen de seneste par måneder, og særligt en handel har været bemærkelsesværdig.
Insiderhandler er når personer, som er tilknyttet en virksomhed, handler med aktier. Det kan eksempelvis være en administrerende direktør eller et bestyrelsesmedlem, og her er virksomheden forpligtet til at fortælle om sådanne handler. Disse indberettes til Nasdaq, og på vores hjemmeside følger jeg løbende insiderhandler på de danske vækstbørser, hvor du kan finde en oversigt her.
De seneste par måneder har der været en række insiderhandler, hvor særligt ledende personer hos RISMA har været aktive på købsknappen, mens der omvendt har været en besynderlig handel hos Conferize, der efterhånden har en værdi på blot 2 mio. kroner, og spørgsmålet er, om de ikke burde være en af de næste kandidater i rækken til at lade sig afnotere.
Læs også: Skattereglerne for First North og Spotlight ændrer sig i 2024.
Insidere køber op
Mange af de små danske vækstaktier har været udfordret i et miljø med stigende renter, der har gjort det sværere at tiltrække kapital til en favorabel værdiansættelse, som vi oplevede i årene 2020 og 2021. Det kan give gode købsmuligheder, mens det omvendt indebærer væsentlig risiko, og i sidste ende kan resultere i markante kursfald – særligt hvis et selskab skal hente kapital ved at udstede nye aktier, og må sætte prisen på de nye aktier markant under markedsprisen.
Derfor er det også interessant, at mange insidere har været på aktieopkøb i de danske vækstaktier de seneste måneder. Kigger vi isoleret for tredje kvartal 2023, offentliggjorde RISMA allerede i starten af oktober, at KOTI Holding ApS som er associeret med RISMAs CSO, Steen Rath, havde købt aktier for knap 37 tusinde kroner. RISMA har efterfølgende udsendt yderligere fem meddelelser med insiderkøb, hvor bestyrelsesmedlem Claus Christiansen ad fire omgange har købt aktier i RISMA for i alt over 600 tusinde kroner. Bestyrelsesmedlem Rolf Bladt har købt aktier for knap 68 tusinde kroner.
Shape Robotics, som i november er rykket op på hovedbørsen, har også offentliggjort insiderhandler i indeværende kvartal. I starten af oktober købte både CEO André Fehrn og bestyrelsesformand Jeppe Frandsen aktier. Jeppe Frandsen var i slut november igen på opkøb, hvor han købte yderligere aktier for ca. 100 tusinde kroner.
Blandt de andre virksomheder på de danske vækstbørser, som har offentliggjort insiderhandler, finder vi Hove, Wirtek, Conferize, Movinn og Konsolidator. Hos Wirtek har bestyrelsesformand Kent Sørensen været på opkøb, hvilket det relativt nye bestyrelsesmedlem Martin Dommerby også har været. Konsolidator har offentliggjort insiderkøb fra bestyrelsesmedlem Thomas á Porta, der har købt aktier for ca. 96 tusinde kroner.
Hove har omvendt offentliggjort salg fra insidere, hvor CCO Thomas Cramer har solgt relativt store aktieposter. Det samme gælder for bestyrelsesmedlem Dennis Schade Forchhammer, som har solgt aktier for i alt mere end 2,1 mio. kroner. Hos Movinn har bestyrelsesmedlem Christian Scherfig først solgt aktier for ca. 51 tusinde kroner, mens han under en uge efter købte aktier for ca. 15 tusinde kroner.
En bemærkelsesværdig insiderhandel
Den nok mest bemærkelsesværdige insiderhandel i tredje kvartal på de danske vækstbørser finder vi hos Conferize. Syv investorer har nemlig købt 40,26% af selskabets eksisterende aktier fra selskabets to hovedaktionærer til en samlet pris på ca. 0,8 mio. kr. – svarende til en pris på 0,01 kr. pr. aktie. Denne handel værdiansatte Conferize til under 2 mio. kroner, og de to hovedaktionærer, hvor den ene desuden er direktør i Conferize og den anden i datterselskabet Suubz, fik hver omkring 400.000 kroner for sine aktier.
Conferize indkaldte samtidig til en ekstraordinær generalforsamling den 14. december 2023, hvor de beskrev, at tanken bag erhvervelsen af aktier i selskabet var at videreføre selskabets eksisterende aktiviteter. Tiden frem til den ekstraordinære generalforsamling vil blive brugt på at kortlægge de nærmere muligheder for dette, herunder mulighederne for at rejse den nødvendige kapital fremadrettet. Derudover vil selskabet vælge nye medlemmer til bestyrelsen.
Som jeg aflæser grafen på Nordnet, lukkede Conferize-aktien i kurs 0,023 den 27. november – dagen inden meldingen om, at hovedaktionærerne havde solgt sine aktier. Det betyder, at aktierne blev solgt markant under markedsprisen målt i procenter, men grundet den lave markedsværdi svarede det til en rabat på ca. 2,5 mio. kroner.
Det er ikke længe siden, at Conferize senest afsøgte en ny strategisk vej, efter de i maj 2022 gennemførte opkøbet af abonnementsforretningen, Suubz. Nu virker fremtiden igen uvis, og de mere end 1.000 private aktionærer, der er registreret på Nordnet, skal være opmærksomme på de risici, der er i aktien.
No comments! Be the first commenter?