Penneo har på trods af en faldende aktiekurs de seneste år været et af lyspunkterne, når vi ser tilbage på børsnoteringerne de seneste fem år. Lige nu er stemningen omkring Penneo dog knap så god, da der er interne uenigheder.
Penneo udsendte i starten af februar en lidt utraditionel børsmeddelelse. Det fremgik, at der i selskabets bestyrelse udspiller sig en reel magtkamp, hvor de to stiftere Jakob Neua Nørgaard og André Clement vil af med fire ud af fem bestyrelsesmedlemmer, hvor det sidste bestyrelsesmedlem er Jakob Neua Nørgaard selv, som mange også kender fra Løvens Hule, hvor han præsenterede Estaldo.com.
I samme meddelelse fremgik det, at de fire andre bestyrelsesmedlemmer vil foreslå at afskedige Jakob Neua Nørgaard fra bestyrelsen. Derfor står selskabet nu i en meget usædvanlig situation, og stemningen i bestyrelseslokalet må være ret højspændt. Efterfølgende har Jakob Neua Nørgaard udtalt sig til Børsen, hvor han har forklaret, at han og André Clement, der er kommerciel direktør i selskabet, har forsøgt at diskutere en udvidelse af kompetencerne i bestyrelsen, men at diskussionerne endte uden resultat, og derfor tager de videre og foreslår en næsten komplet udskiftning af bestyrelsen. Interviewet med Børsen kan læses her. Bestyrelsesformand Christian Sagild har ligeledes givet et interview til Børsen, hvor han omvendt angriber de to stifteres plan. Dette interview kan du læse her.
Hvordan skal bestyrelsen se ud?
Der er ingen tvivl om, at der er store uenigheder i bestyrelsen mellem Jakob Neua Nørgaard og de fire resterende medlemmer Christian Sagild, Morten Elk, Rikke Stampe Skov og Steffen Heegaard. Personligt kan jeg dog godt have lidt svært ved at forstå, hvad uenighederne præcist bunder i.
Jakob Neua Nørgaard og André Clement er ikke tilfredse med nuværende vækst og omkostningsniveau. De mener ikke, at det er lykkedes at planlægge og eksekvere den videre vækstrejse for Penneo. Derfor ønsker de en ny retning for Penneo, der ifølge eget udsagn er mere ambitiøs i forhold til salg- som produktstrategi. På den anden side sidder de fire andre bestyrelsesmedlemmer, og kan se tilbage på en veleksekveret strategi fra børsnoteringen i 2020, og har defineret en plan for at blive cash flow positive samtidig med, at de vækster. Derfor virker det til, at der på tværs af hele bestyrelsen er enighed om, at man har tilstrækkelig kapital, og ikke skal ud at hente mere kapital.
I korte træk mener de fire bestyrelsesmedlemmer derfor, at strategien fortsat er den rette for selskabet, senest med en vellykket etablering på det belgiske marked, mens Jakob Neua Nørgaard og André Clement er uenige i denne strategiske retning. Personligt har jeg dog som ekstern person svært ved at vurdere, hvad Jakob Neua Nørgaard og André Clemet præcist vil ændre ift. den strategiske retning, udover at skifte personerne i bestyrelsen. Det lyder godt og positivt, at de vil optimere virksomheden og i højere grad udnytte det åbenlyse potentielle, men for mig at se er den eksisterende bestyrelse ikke uenige i disse udsagn, hvorfor det kunne være interessant at høre konkret, hvordan Jakob Neua Nørgaard og André Clement ønsker at ændre selskabets strategiske retning. Vil man fyre medarbejdere for at sikre hurtigere forbedringer på bundlinjen? Vil man fokusere på andre markeder? Eller hvad indebærer de mere ambitiøse målsætninger, som ikke allerede er en del af den eksisterende bestyrelses målsætninger?
Såfremt Jakob Neua Nørgaard og André Clement vinder nuværende magtkamp, ser de nye kandidater til bestyrelsen spændende ud. Disse personer er forslået: Eske Gunge, Nicolai Frisch, Kasper Behrens, Line Chrisa Amanda Sørensen og Jostein Vik. Sidstnævnte er ligeledes forslået som nyt bestyrelsesmedlem, såfremt de fire andre eksisterende bestyrelsesmedlemmer vinder kampen.
Optakten til magtkampen
Forinden uenighederne kom i offentlighedens søgelys kunne Penneo i midten af januar opjustere sine forventninger til 2023. Det skyldes lavere end forventede omkostninger, hvorfor selskabet løftede sine forventninger til EBITDA til -8 til -10 mio. kroner fra tidligere -10 til -15 mio. kroner. Det understregede selskabets omkostningsfokus, som hele bestyrelsen virker til at fokusere på, men i højere grad er uenige om strategien.
I december meddelte Penneo, at Sara Lindberg havde valgt at fratræde stillingen som Chief People & Culture Officer for at forfølge en karriere et andet sted. Hvorvidt nuværende uenigheder har spillet en rolle ift. Sara Lindbergs opsigelse ved jeg ikke, men med hendes arbejdsopgaver har hun højst sandsynligt været bekendt med omstændighederne, og måske haft nogle trælse dage på jobbet. Det kan vi kun gisne omkring.
Penneo afholder ekstraordinær generalforsamling den 29. februar 2024, hvor det bliver afgjort, hvem der skal sidde i bestyrelseslokalet fremover. Aktionærerne skal altså bestemme, om man vil fortsætte med nuværende strategi, eller om man ønsker forandringer.
No comments! Be the first commenter?