Audientes meddelte i går, at de har underskrevet et Letter of Intent med den kinesiske partner, Shenzhen Hengtong Partner Company, som også er investor i Audientes og distributør af selskabets produkter i Kina.
Det nye joint venture etableres og skal drives i fællesskab mellem Audientes og Hengtong, hvor de vil udnytte deres respektive kompetencer. Audientes bidrager med sin software platform på licensbasis og sine erfaringer og kompetencer inden for teknologi, innovation og produktudvikling, mens Hengtong vil udnytte sine erfaringer fra blandt andet distribution og sikrer kapitaliseringen. Formålet med samarbejdet er at kunne levere avancerede, men samtidig overkommelige høreapparater til forbrugerne på det store kinesiske marked.
I det underskrevne Letter of Intent har parterne beskrevet de vigtigste vilkår og betingelser for aftalen. Nu vil Audientes og Hengtong arbejde på at færdiggøre den formelle joint venture aftale, og påbegynde udviklingen af et nyt høreapparat, undersøge mulighederne for produktion og ikke mindst udarbejde en salgs- og markedsføringsstrategi. Endeligt er det målet at kunne lancere nye produkter i Kina og på andre prioriterede markeder allerede i 2025.
Samarbejdet markerer en betydelig milepæl, der samler kompetencerne fra Audientes og Hengtong for at skabe en ny aktør i høreindustrien, der er klar til at forbedre livet for personer med hørehandicap over hele verden. Konkret definerede Audientes i gårsdagens meddelelse syv fordele ved det nye joint venture, blandt andet forbedret konkurrenceevne i Kina, mulighed for hurtigere godkendelser og adgang til markedet, samt bedre muligheder for at opnå statslig støtte.
No comments! Be the first commenter?