Q-Interline arbejder i dag på at hente op mod 18,1 mio. kroner gennem en fortegningsemission, der skal give selskabet mulighed for at eksekvere på sin vækststrategi.
Q-Interline blev børsnoteret i november 2021, hvor der kunne tegnes aktier i kurs 5. Nu har eksisterende og nye aktionærer igen mulighed at tegne nye aktier i kurs 5, hvor selskabet ved gennemførelse af minimumsudbuddet vil hente 8 mio. kroner før omkostninger. Minimumsudbuddet er delvist sikret gennem bindende tilsagn for tegning for samlet 7,29 mio. kroner svarende til 91,1% af bruttoprovenuet af minimumsudbuddet og 40,2% af bruttoprovenuet ved maksimumudbuddet.
Q-Interline optimerer produktionsprocesser i fødevareindustrien og landbrugssektoren ved at levere nøjagtig og hurtig analyseteknologi, som sikrer vished om indhold, kvalitet og sikkerhed i hele værdikæden. Selskabet har solgt analyseinstrumenter i 43 lande over hele verdenen, og et af selskabets store fokusområder i dag er USA, hvor selskabet tidligere i 2024 har stiftet et datterselskab.
Netop markedet og mulighederne på det amerikanske marked er af de områder, som jeg har taget udgangspunkt i til denne Q&A, hvor CEO for Q-Interline, Martin Roithner Henriksen har sagt ja til at besvare mine spørgsmål, og ligeledes givet jer mulighed for at stille spørgsmål til selskabet. Derudover har jeg valgt at sætte fokus på kapitalsituationen og ikke mindst, om selskabet forventer at supportaftalerne vil udgøre en større andel af den samlede forretning fremadrettet. I 2021 udgjorde supportaftalerne, som altså dækker over en årlig tilbagevendende omsætning, 31% af omsætningen, mens den i 2022 og 2023 har udgjort 36% af omsætningen, og derfor ikke vækstede relativt til den resterende forretning i 2023. Først og fremmest ønsker jeg dog at sætte fokus på, hvordan Q-Interline står i dag ift. tidspunktet for børsnoteringen, hvor guidance for 2024 indikerer, at omsætningen for året kan blive fordoblet ift. niveauet i 2020, mens der samtidig er udsigt til en tilbagegang i driftsresultatet i 2024 ift. resultatet i 2020 trods den store forventede fremgang på toplinjen.
Hvor står Q-Interline i dag ift. tidspunktet for børsnoteringen?
Q-Interline har investeret tungt i opbygning af organisationen og datterselskaber de seneste 2½ år, herunder styrket salgs-, marketing- samt support funktionerne. Organisationen er vokset med 65%, og Q-Interline har udover datterselskabet i Tyskland etableret nye datterselskaber i Frankrig og USA.
Omsætningen i 2023 landede på 31,9 mio. DKK i 2023, hvilket var en vækst på 22,4% i forhold til 2022. Guidance for omsætningen i 2024 er 40-45 mio. DKK, hvilket er en vækst på mellem 25% og 40%.
Salgsprocessen på nye markeder er relativt lang og kræver ofte, at nye kunder afprøver analysesystemerne inden køb. Det tager gennemsnitligt mellem 18 og 24 måneder at gennemføre salg til nye kunder i markeder, hvor Q-Interline ikke er velkendt. Derfor er det nødvendigt at investere i en flåde af demo-analysesystemer i hvert af datterselskaberne.
Q-Interline har en høj konverteringsrate på 70% ved demo-projekter, hvilket betyder, at hovedparten af demo-projekter bliver til ordre efter endt test. Ved indgangen til 2024 havde Q-Interline det hidtil største antal igangværende demo projekter, hvoraf mange forventes afsluttet i 2024.
Efter at kunderne har købt analysesystemet hos Q-Interline følger salg af årlig support og software licenser samt forbrugsvare i form af engangsmåleceller til analyse af flydende fødevarer. Den årlige tilbagevendende omsætning (ARR) i 2023 udgjorde 36% af den samlede koncernomsætning og viste en vækst på 21% i forhold til 2022.
Q-Interline har i de seneste år efter børsintroduktionen formået at vinde ordrer hos nogle af verdens største spillere indenfor mejerisektoren, hvilket bl.a. har resulteret i leverancer af 8 laboratorieanalysatorer i flere lande til den tredjestørste mejerigigant i verden. Q-Interline har ligeledes vundet ordrer på inline målesystemer til verdens største kakaoproducent med fabrikker i mere end 50 lande verden over.
Kan nuværende kapitalforhøjelse dække jeres kapitalbehov frem til break-even?
Hvis den aktuelle vækstrate på omsætningen på mellem 25% og 40% kan opretholdes ind i 2025, vil den nuværende kapitalforhøjelse være tilstrækkelig til at dække frem til break-even.
Hvis fuldtegning opnås, kan Q-Interline accelerere momentum på eksekvering af strategien, og Q-Interline vil være i stand til at kunne modstå uventede hændelser på nye markeder, hvis salgsprocessen med demo af analysesystemerne skulle tage længere tid end forventet. Hvis minimumstegningen opnås, vil Q-Interline være i stand til at realisere udvalgte dele af strategien med større økonomisk forsigtighed.
Hvorfor er det et godt tidspunkt at investere i et datterselskab i USA?
Q-Interline har igennem de sidste 10 år solgt analysesystemer til mejerisektoren og til sektoren for fødevareingredienser i USA. I de seneste 2½ år har selskabet intensiveret den direkte tilstedeværelse på det Nordamerikanske marked med opbygning af en stor pipeline af projekter. De gennemgående tilbagemeldinger fra markedet er, at kunderne forventer af leverandøren, at de har boots on the ground. Der er en udtalt interesse for Q-Interline vedligeholdelsesfri analyseinstrumenter i Nordamerika, og med egen lokal organisation i USA, forventer Q-Interline at kunne forløse det kolossalt store potentiale, som markedet byder. Således har Q-Interline eksempelvis netop vundet ordre på den første DairyQuant GO mælkeanalysator i USA.
Hvordan forventer I, at supportforretningen vil udvikle sig fremadrettet, og vil den udgøre en større del af forretningen i fremtiden?
Supportforretningen er en betydende del af Q-Interlines virksomhed, og den udgjorde i 2023 godt en tredjedel af omsætningen. Når kunderne først har investeret i et højteknologisk analysesystem, er det uundgåeligt, at datamodeller til analysesystemerne løbende skal tilpasses årstidernes skiftende indflydelse på afgrøde og dermed også foder til dyrene. Derfor vil et øget salg af analysesystemer helt naturligt medføre øget salg af supportaftaler med automatisk fjernovervågning. Ligeledes vil andelen af kunder, som selv håndterer datamodellering øges med øget salg af analysesystemer, hvilket medfører øget salg af software licenser til overvågning. Dertil kommer salget af forbrugsvarer til måling af flydende fødevareprodukter i den patenterede engangsmålecelle, Pivette®. For hvert salg af DairyQuant GO analysatoren følger der et årelangt forbrug af måleceller med.
Derfor forventes supportforretningen at få en stadig større betydning for indtjeningen i Q-Interline fremover. Andelen af ARR-omsætningen forventes fremover fortsat at ligge på omkring en tredjedel af den samlede omsætning.
Hvordan vurderer I fremtidsudsigterne for markedet og Q-Interline, når vi kigger 5-10 år ud i fremtiden?
Det forventes at markedet for avanceret måleteknologi vil vokse med gennemsnitligt 20% årligt de kommende år. Der er et udtalt ønske om at kontrollere kvaliteten af produkter i fødevareproduktionen, og fremfor alt er der stor efterspørgsel på at måle flere steder direkte i produktionsprocesserne. Jo bedre producenterne kan styre produktionen, des mere kan de optimere forbruget af råvarerne samt energien til fødevareproduktionen.
Q-Interline har opbygget en stor markedsandel på det skandinaviske marked indenfor nærinfrarød måleteknologi til mejerisektoren og fødevaresektoren generelt, hvor Q-Interline igennem godt 27 år positioneret sig som en betydende leverandør. De skandinaviske mejeri- og fødevareproducenter er kendetegnet ved at være teknologiførende, men det skandinaviske marked for analysesystemer er forsvindende lille i forhold til de store markeder i Europa og USA. For en virksomhed som Q-Interline er Skandinavien et rigtigt godt afsæt til at udbrede højteknologiske analysesystemer til resten af verden.
Q-Interlines markedsandel på de store markeder udenfor Skandinavien er stadig relativt begrænset, og med intensiveret investering i salgsindsatsen støttet af målrettet markedsføring og en stor demo-flåde forventes det, at Q-Interline vil være i stand til at vokse relative hurtigere end markedet for avanceret måleteknologi over de kommende 5 år.
På længere sigt vil markeder som Tyskland og USA være de store drivkræfter for væksten og indtjeningen i Q-Interline, og udbredelsen af datterselskaber i flere europæiske lande vil ligeledes være på horisonten om 5-10 år.
Hvordan skal eksisterende og nye aktionærer forholde sig, hvis de ønsker at deltage i nuværende kapitaltilførsel?
Hvis man er eksisterende aktionær i Q-Interline, har man modtaget tegningsretter i sit investeringsdepot svarende til det antal aktier, man frem til lukketid på Nasdaq d. 30. maj 2023 ejede. Disse tegningsretter giver mulighed for at investere i nye aktier, således at man skal bruge fire tegningsretter til at købe en ny aktie til en pris af 5,00 kr. Tegningsretterne kan anvendes frem til d. 18. juni ved lukketid på Nasdaq.
Hvis man har tegningsretter, som man ikke ønsker at benytte, kan man sælge disse på Nasdaq på samme måde, som man sælger aktier. Prisen vil være afhængig af udbud/efterspørgsel. Handel med tegningsretter slutter d. 14. juni ved lukketid på Nasdaq. De tegningsretter, man ikke har solgt frem til den 14. juni, kan stadig anvendes til køb af nye aktier frem til d. 18. juni. Hvis man ikke har brugt nogle eller alle sine tegningsretter frem til udgangen af d. 18. juni, bortfalder disse herefter.
Hvis man ønsker at blive ny aktionær i Q-Interline, skal man frem til d. 14. juni til lukketid på Nasdaq købe tegningsretter i markedet på samme måde, som man handler aktier normalt. Tegningsretterne findes under Q-Interline A/S T-ret på Nasdaq. De tegningsretter, man køber frem til d. 14. juni ved lukketid for Nasdaq, kan bruges til at købe aktier for frem til d. 18. juni ved lukketid for Nasdaq. Der findes en tegningsformular på Q-Interlines hjemmeside under fanen Investor. Den tegningsformular kan benyttes til at tegne nye aktier for.
Nye aktionærer kan tegne aktier uden tegningsretter, hvis alle tegningsretterne ikke bliver benyttet. Allokering af resterende aktier for tegning uden tegningsretter samt offentliggørelse af resultat vil ske d. 24. juni.
Har du spørgsmål?
Hvis du har spørgsmål til Q-Interline om alt fra forretning, strategi, produkt, finansiering, målsætninger eller lignende, må du endelig sende dem til os, så vil vi videreformidle spørgsmålene til selskabet og vende tilbage med svar. Du kan benytte nedenstående kontaktformular eller tilføje en kommentar til artiklen eller i vores FB-community.
No comments! Be the first commenter?