Hydract er på vej til at blive afnoteret, og aktionærerne skal tage stilling til, om de ønsker at sælge eller forblive aktionærer i det fortsatte afnoterede selskab.
Der har været mange skuffelser på de mindre vækstbørser, og en af dem er Hydract, som ellers var en populær notering med store forventninger. Ambitionen var en omsætning på 100-140 mio. kroner i 2024 med et resultat efter skat på 24-44 mio. kroner. Efter endnu en nedjustering forventer selskabet i dag at nå en omsætning på 5-6 mio. kroner med resultat før skat på -11 til -12 mio. kroner i 2024.
Laver man en tidslinje over den seneste udvikling for Hydract, tegner der sig et ganske ærgerligt billede. Den 31. juli 2024 meddeler selskabet, at deres CFO fratræder sin stilling. En måned senere den 30. august 2024 nedjusterer selskabet sine forventninger. Den 26. september 2024 nedjusteres forventningerne igen. Den 8. oktober 2024 annonceres ønsket om at lade sig afnotere, men også en emission med fortegningsret for eksisterende aktionærer. Tegningsperioden for de nye aktier sluttede den 14. november, og udbuddet blev desuden fuldt tegnet. Den 26. november 2024 nedjusterede Hydract igen sine forventninger.
Det er altså en tidslinje, der løber over 4 måneder, hvor selskabet først siger farvel til sin CFO, nedjusterer sine forventninger tre gange, annoncerer en afnotering og ikke mindst beder aktionærerne om penge på vej ud ad døren, der tilfører Hydract ca. 12,4 mio. kroner efter omkostninger.
Læs også: Alefarm Brewing skriver First North-historie og sikrer kapital over markedskursen.
Dårlig timing
Finansdirektørens afsked ligner umiddelbart et varsel om det, som selskabet gik i møde. Det er nok ikke den sjoveste post at sidde som CFO, når man er bekendt med risikoen for nedjusteringer og en emission med markant rabat ift. markedskursen, der resulterede i en stor udvanding. På samme tid skulle selskabet indlede afnoteringsprocessen. Hvis jeg sad i samme situation, ville jeg i hvert fald også foretrække at finde et nyt job.
Den manøvre Hydract har lavet, hvor de har hentet 12,4 mio. kroner gennem udstedelse af nye aktier, der snart ikke længere er optaget til handel, kan også kritiseres. Har man tiltro til Hydract, kunne det som udgangspunkt være en god mulighed at tegne nye aktier til en kurs på 0,19 kroner per aktie, men med en afnotering i sigte, vil mange snart sidde med ilikvide aktier, der er svære at handle. Det kan tilmed resultere i relativt høje gebyrer for opbevaring af aktierne.
Hydract har dog beskrevet, at selskabets største aktionær, MKA Investering ApS, har samtykket i at stille en afnoteringskurs til rådighed for aktionærer uden begrænsninger ved at placere en stående ordre i markedet på 19 øre per aktie i hele perioden frem til sidste handelsdag på børsen. Dermed kan aktionærerne altså komme af med aktierne frem til afnoteringen, men af erfaring ved vi, at det er svært at nå ud til alle aktionærer inden afnoteringen, hvorfor der utvivlsomt vil sidde nogle, der gerne vil sælge sine aktier inden afnoteringen, men ikke når at blive oplyst.
Kombinerer vi hele denne proces med endnu en markant nedjustering kun 12 dage efter tegningsperioden er slut, og aktionærerne har tilført 12,4 mio. kroner i frisk kapital, kan man tale om dårlig timing. Hydract forlader altså børsen som endnu en af de ærgerlige børshistorier, når de har sidste handelsdag på børsen den 7. februar 2025.
No comments! Be the first commenter?