Der er store forskelle i handelsaktiviteten på de danske vækstbørser, hvor den gennemsnitlige daglige handelsvolumen i 2024 spænder fra 5.000 kroner og op til 663.000 kroner.
Det er vigtigt at være opmærksom på likviditetsrisikoen, når man investerer i mindre aktier. Handelsaktiviteten kan være begrænset, hvilket kan resultere i høje spreads. Derfor kan det være relevant at holde øje med udviklingen i handelsvolumen for de mindre aktier, hvor jeg nu har gjort status for udviklingen i 2024.
Baseret på data indhentet fra Nordnet for aktierne noteret på Spotlight og data indhentet fra Excel for aktierne noteret på First North, har jeg lavet en oversigt over den gennemsnitlige daglige handelsvolumen i 2024 for samtlige aktier. Denne volumen er fundet ved at gange lukkekursen med antallet af handlede aktier en given dag. Der skal tages forbehold for eventuelle fejl i både mine beregninger og det datasæt, jeg har indhentet.
Læs også: Bedste aktier på de danske vækstbørser i 2025: Her er aktionærernes favoritter.
De 10 mest handlede aktier i 2024
Efter en stor interesse for BactiQuant-aktien i sommeren 2024, slutter BactiQuant som den mest handlede aktie på de danske vækstbørser i 2024 målt på den gennemsnitlige daglige handelsvolumen. Aktien har oplevet en gennemsnitlig daglig handelsvolumen på ca. 663.000 kroner, hvilket trækkes op af en stor interesse i særligt juni måned, hvor aktien oplevede en gennemsnitlig daglig handelsvolumen på ca. 4,9 mio. kroner.
Den store interesse for BactiQuant-aktien skete efter en ingeniørkonference i fagforeningen IDA, hvor Novo Nordisk omtalte sit forsøg med BactiQuant. Til konferencen diskuterede farmaindustrien bl.a. tanker og planer for automatisering af bakteriemålinger i procesvand. BactiQuant fremhævede i den anledning det massive potentiale inden for farmaindustrien, hvilket sendte både aktiekursen og handelsvolumen op.
Den samlede top-10 liste over mest handlede aktier på de danske vækstbørser i 2024 baseret på min undersøgelse er som følger:
- BactiQuant
- Cessatech
- CS MEDICA
- Freetrailer
- DanCann Pharma
- Hove
- Dataproces
- Scandinavian Medical Solutions
- Stenocare
- EgnsINVEST Ejd. Tyskland
BactiQuant har oplevet den klart største fremgang i volumen sammenlignet med året før, hvor den gennemsnitlige daglige handelsvolumen er steget ca. 800%. På trods af at Hove og Scandinavian Medical Solutions befinder sig i top-10, har begge aktier oplevet et ganske markant fald i volumen på hhv. 62,5% og 66,8% sammenlignet med 2023.
En høj handelsvolumen er ikke ens betydende med et godt kursafkast. Freetrailer og Dataproces oplevede begge ganske markante stigninger i 2024, mens en aktie som DanCann Pharma er faldet omkring 90% det seneste år. Tabellen nedenunder viser den samlede oversigt over den gennemsnitlige daglige handelsvolumen for aktierne noteret på de danske vækstbørser.
Mest fremgang i volumen
Det er ikke nødvendigvis mest spændende at dykke ned i de 10 aktier, som har oplevet den største gennemsnitlige daglige handelsvolumen i 2024 målt i kroner. Personligt synes jeg det er mindst lige så spændende og relevant at sammenligne med udviklingen ift. året før. Denne udvikling kan nemlig give et indblik i hvilke selskaber, der har formået at øge handlen relativt til selskabets egen historik.
BactiQuant er som tidligere nævnt den aktie, der har oplevet den største procentvise fremgang i volumen ift. 2023 blandt de danske vækstbørsaktier. Aktier som Trophy Games, Swiss Properties Invest og OrderYOYO skiller sig dog en smule ud. Disse tre aktier er nemlig ikke blandt de 10 mest handlede i 2024, men blandt de 10 danske vækstbørsaktier, der har oplevet den procentvise største stigning i 2024 sammenlignet med 2023.
Trophy Games har opjusteret sine forventninger fire gange i 2024, og formået at levere en markant bedre finansiel udvikling end først forventet. Trophy Games forventer i dag at nå en omsætning på 81-88 mio. kroner i 2024 med et EBITDA på 20-23 mio. kroner og et EBT på 7-10 mio. kroner. Den initiale guidance for året lød på en omsætning på 59-68 mio. kroner, et EBITDA på 11-15 mio. kroner med et EBT på 2-6 mio. kroner. Denne flotte og bedre end ventet vækst er gennem året blevet understøttet af en række positive udmeldinger fra selskabet.
Swiss Properties Invest har ikke givet voldsom meget lyd fra sig, når man kigger på nyhedsstrømmen. Når de har kommunikeret, har det dog været ganske positivt. Swiss Properties Invest har senest i december 2024 præsenteret en ganske markant opjustering på ca. 50% sammenlignet med det budget, der blev fremlagt ifm. selskabets IPO. Swiss Properties Invest sluttede 2024 med et begrænset kurstab, men den øgede handelsvolumen kan potentielt indikere øget interesse for aktien, ligesom et lavt udgangspunkt fra 2023 medvirker til en større stigning i procent.
OrderYOYO har på samme vis som Trophy Games og Swiss Properties Invest leveret en stærk fundamental udvikling i 2024, som kan have afspejlet sig i handelsaktiviteten. OrderYOYO har været på en børsrejse med op- og nedture, hvor selskabet kort efter børsnoteringen måtte nedjustere sine forventninger. Dette blev dog relativt hurtigt vendt til opjusteringer, og i 2023 blev selskabet udvalgt som én af de tre finalister til kåringen af Årets børsnoterede vækstvirksomhed, bl.a. grundet selskabets måde at aktivere markedet til at vækste. OrderYOYO har i igen i 2024 opjusteret sine forventninger flere gange, og ligeledes præsenteret en ambitiøs guidance for indeværende regnskabsår, 2025.
Top-10 listen over den største procentvise fremgang i volumen i 2024 sammenlignet med 2023 fremgår herunder. Den samlede tabel sorteret efter den største procentvise fremgang for alle selskaber noteret på de danske vækstbørser kan findes nederst i artiklen.
- BactiQuant (+800,8%)
- Cessatech (395,8%)
- Dataproces (+330,3%)
- CS MEDICA (+235,7%)
- Trophy Games (+199,1%)
- Swiss Properties Invest (+193,8%)
- Stenocare (+116,5%)
- OrderYOYO (+99,3%)
- Freetrailer (+83,2%)
- DanCann Pharma (+82,3%)
No comments! Be the first commenter?