Det er blevet søndag, og vi kan se tilbage på ugens udvikling på de danske vækstbørser, hvor Audientes slutter med en stigning på hele 62%.

Audientes har valgt at sætte fokus på markedet for aktiv hørebeskyttelse og sikkerhed som en naturlig forlængelse af selskabets ekspertise inden for høreteknologi. Det europæiske marked for hørebeskyttelse anslås til ca. 1,2 mia. USD, mens markedet i USA er på omkring 2,6 mia. USD, og Audientes udforsker samtidig mulighederne inden for forsvarssektoren på længere sigt.

Stenocare, Q-Interline, DecideAct og Impero har også oplevet tocifrede kursstigninger gennem ugen. Bedst er det gået Stenocare med en stigning på 22%, efter selskabet har meddelt, at det danske folketing officielt har vedtaget lovgivning, der gør Danmarks medicinske cannabisprogram permanent. Den nye lov træder i kraft den 1. januar 2026, og markerer et vigtigt skridt i sikringen af langvarig adgang til medicinsk cannabisbehandling for patienter og skaber reguleringsmæssig stabilitet for Stenocare i Danmark.

Hove, FOM Technologies og Scandinavian Medical Solutions har også haft en god uge på børsen med kursstigninger i niveauet 5%. Hove har offentliggjort ordrer for i alt mere end 1 mio. kroner og Scandinavian Medical Solutions har offentliggjort en ordre i niveauet 2,0-3,5 mio. kroner. FOM Technologies har meldt ud, at selskabet som følge af stor geopolitisk usikkerhed har suspenderet sin guidance for 2025.

Curasight slutter i bunden med et fald på hele 61%, efter selskabet har igangsat tegningsperioden for deres emission, hvor de vil hente op mod 100 mio. kroner. MapsPeople befinder sig også i den nedre end med et fald på 21%, efter selskabet har indgået en aftale med Apex Group Technologies bakket op af Round13 Capital, der vil erhverve mindst 51% og op til 64% af aktierne i MapsPeople, og efterfølgende ønsker at afnotere selskabet.

Blandt ugens andre nyheder kan fremhæves, at Erria har fået en godkendt start på første kvartal 2025, hvor selskabet i forbindelse med deres kvartalsopdatering kunne fastholde forventningerne til året. Trophy Games har åbnet for forudregistreringer på både Apple App Store og Google Play Store for Farm Manager, og Brain+ har offentliggjort årsrapport for 2024, hvor der bl.a. blev sat fokus på den nye guidance for 2025 samt målet om operationelt break-even i midten af 2026.