Når du investerer i aktier fra minibørserne, så gælder der nogle helt specielle skatteregler.
First North og Spotlight bliver nemlig betegnet som værende uregulerede markeder. Derfor gælder der andre skatteregler for disse aktier, end du kender fra dine aktier på hovedbørsen.
Hvordan de helt præcist adskiller sig, har vi belyst i en række tidligere artikler. Du får dog her et samlet overblik med en opsummering af de forskellige regler. Derudover får du afslutningsvis et lille tip, som gør det nemmere rent skattemæssigt at investere på First North og/eller Spotlight.
Beskatning af dine aktier
Der gælder samme beskatningssatser for dine aktier:
- 27% ved beløb op til 56.500 i 2021
- 42% ved beløb over 56.500 i 2021
Der hvor dine aktier differentierer sig er, at de først og fremmest skal indberettes i en anden skatterubrik. For unoterede aktier gælder sig, at de skal indberettes i rubrik 67 på din årsopgørelse. Når du indberetter i rubrik 67, er der andre regler for, hvordan et tab kan modregnes.
Hvis du har et tab for året på i rubrik 67, så bliver dette fratrukket dine øvrige skatter på årsopgørelsen. Det er altså ikke entydigt negativt at opleve et tab, når du handler med uregulerede aktier. Du kan læse mere om fradraget på tab her.
Læs også: Skattefradrag: Derfor kan tab på minibørsen være godt.
Sådan bliver du beskattet
Normalvis skal du indberette dine aktier under rubrik 66, som er for regulerede aktier. Hvordan du effektivt bliver beskattet, er dog lidt specielt når du har begge typer af aktier.
Tab i rubrik 67, og gevinst i rubrik 66: Her kan du bruge dit skattefradrag, da tabet i rubrik 67 ikke bliver modregnet i gevinsten fra rubrik 66.
Gevinst i rubrik 67 og 66: Her lægges gevinsterne sammen, så du har et samlet beløb der bliver beskattet efter de gældende skattesatser.
Gevinst i rubrik 67, og tab i rubrik 66: Her beskattes du af din gevinst i rubrik 67. Dit tab fra rubrik 66 fremskrives, hvor det modregnes i dine kommende gevinster i rubrik 66.
Ansvar for indberetning
Når du handler med uregulerede/unoterede aktier, indberetter din handelsplatform ikke dine handler for dig. Derfor skal du selv indberette din gevinst/tab til skat. Dette gøres ved at skrive det samlede beløb, som du har i gevinst/tab i rubrik 67. Tab angives ved at skrive minus foran beløbet.
Du skal ikke indberette alle dine handler, men kun det samlede beløb, som du har i gevinst/tab. Derfor er det vigtigt, at du holder styr på dine handler med uregulerede aktier igennem året. Dette finder vi nemmest at gøre gennem et Excel/Sheets dokument. Du kan finde vores skabelon til dette formål her.
Læs også: Aktier på Excel: Skatteoverblik.
Den nemme løsning
Du kan slippe for det administrative besvær ved at holde styr på dine uregulerede aktier selv. Alt det kræver, er en aktiesparekonto. Aktiesparekontoen er et forholdsvis nyt tiltag, som har været en mulighed for den private investor siden 2019. På aktiesparekontoen bliver du beskattet med 17% i lagerbeskatning. Lagerbeskatning betyder, at du bliver beskattet hvert år, selvom du ikke har realiseret dine gevinster. Den lavere beskatning er i de fleste tilfælde fordelagtig til trods for lagerbeskatningen.
Når jeg skriver de fleste, er det fordi, at jeg ikke vil afvise, at der findes et regnestykke, hvor realisationsbeskatningen er mere attraktiv. Derudover kan det være et spørgsmål om præferencer, hvorvidt man vil lagerbeskattes eller ikke.
Når du handler igennem en aktiesparekonto, bliver der ikke differentieret mellem regulerede og uregulerede aktier. Når det kommer til aktiesparekontoen, så er det en fællesbeskatning, som er særskilt fra den almindelige aktieskat.
Det sted, hvor du har en aktiesparekonto, sender dig en opgørelse over hvor meget du skal betale i skat. Her skal du sørge for at pengene står til rådighed på din aktiesparekonto inden en bestemt dato. Årsagen til dette er, at pengene til skat trækkes automatisk fra din aktiesparekonto. Det er dermed den løsning, hvor du som investor har mindst administrativt at skulle se til. Især med henblik på hvis du handler på uregulerede børser.
Er det tilladt at handle uregulerede aktier på aktiesparekontoen?
Det er et emne, hvor der ofte opstår en del forvirring. Dette inkluderer Skats medarbejdere, som heller ikke altid kan finde rundt i reglerne. Til trods for forvirringen, som kan opstå heromkring, så er faktum nedenstående.
Du må gerne handle aktier, som er noteret på First North eller andre minibørser gennem en aktiesparekonto.
Du må gerne handle på minibørserne, selvom aktierne bliver kategoriseret som værende unoterede. Årsagen til dette er at minibørserne er multilaterale handelsfaciliteter.
Nu tænker du måske, hvad er en multilateral handelsfacilitet? Det gjorde jeg i hvert fald selv, første gang jeg støtte på det. En multilateral handelsfacilitet er ifølge værdipapirhandelsloven angivet som nedenstående.
§ 40. Ved en multilateral handelsfacilitet forstås et handelssystem med undtagelse af regulerede markeder, der inden for systemet og efter dettes ufravigelige regler sætter forskellige tredjeparters interesse i køb og salg af finansielle instrumenter omfattet af § 2, nr. 1-10, i forbindelse med hinanden på en sådan måde, at der indgås en aftale om overdragelse.
Du kan læse yderligere om loven her.
Dette er en betegnelse, som minibørserne lever op til, hvorfor det er tilladt at handle dem gennem aktiesparekontoen.
Det er dog ikke alle first north aktier man kan handle på Saxos ASK, men de skal måske bare have en henvendelse om det, ved du det?
Hej Adam, jeg har undersøgt emnet fra min egen Saxo Bank konto idag. Det er for mig muligt at investere i 34 af aktierne noteret på First North Denmark. Jeg ved desværre ikke om de resterende 10 kan handles, hvis man retter henvendelse til Saxo Bank.
Aktierne jeg ikke har mulighed for at købe gennem ASK er følgende:
– OrderYOYO
– Shape Robotics
– Copyright Agent
– EgnsINVEST
– Monsenso
– SameSystem
– Digizuite
– DonkeyRepublic
– Valuer
– Trophy Games