Bag de volatile aktiekurser på vækstbørsen er reelle iværksættervirksomheder og medarbejdere, der arbejder hårdt for at nå sine målsætninger.
Vækstbørs, minibørs eller iværksætterbørs? Der kan være mange navne for First North og Spotlight børserne, men personligt benytter jeg ofte begrebet vækstbørser. Sjældent benytter jeg udtrykket iværksætterbørs, men i realiteten er langt størstedelen af virksomhederne i et tidligt stadie, og kan ikke sammenlignes med modne selskaber på Large Cap. For mange af selskaberne er det stifteren, der i dag sidder som direktør. Her kan bl.a. nævnes Alefarm Brewing, Dataproces, Happy Helper, Mdundo og Trophy Games.
En af de samfundsmæssige fordele ved at have en vækstbørs, hvor mindre iværksættervirksomheder kan notere sig, er, at det først og fremmest skaber en markedsplads, hvor mindre virksomheder kan hente kapital til vækst. Ofte skal denne kapital bl.a. investeres i flere medarbejdere. Men hvor mange er egentligt beskæftiget hos de danske vækstbørsvirksomheder på First North DK og Spotlight DK? Det har jeg sat mig for at finde svaret på.
Læs også: 29 anbefalinger skal øge tilliden til vækstbørserne.
Antal medarbejdere på vækstbørsen
Det er dog ikke en helt simpel opgave at definere antallet af medarbejdere. Man skulle tro, at det bare var at gennemgå alle regnskaber, og derefter finde frem til at samlet tal. Der er dog flere måder at opgøre antallet af medarbejdere. Nogle selskaber rapporterer et gennemsnitligt antal medarbejdere, mens andre definerer antallet af medarbejdere i slutningen af året. Dertil er der selskaber, hvor jeg ikke med sikkerhed kan gennemskue, hvordan det er opgjort, og enkelte hvor jeg ikke har fundet frem til antal medarbejdere.
Med det in mente, har jeg opstillet tabellen nederst, som er opgjort efter alle selskabernes seneste årsregnskaber. Mange af selskaberne oplyser udviklingen i antallet af medarbejdere ved seneste halvårsrapport, men da det ikke er alle, er jeg gået tilbage til seneste årsrapport for at gøre det lige op mellem selskaberne. Overordnet kan vi forvente, at flere af selskaberne gennem 2022 har ansat medarbejdere, da der kom mange på børsen i 2021, der efterfølgende skulle ansætte medarbejdere, hvilket trækker gennemsnittet op i 2022. Omvendt er det usikre tider for flere af selskaberne, som har været nødsaget til at fyre medarbejdere gennem 2022.
Ifølge min gennemgang af alle selskabernes seneste årsregnskaber, er der i alt ca. 2.400 fuldtidsbeskæftigede blandt First North DK og Spotlight DK selskaberne. Ifølge en artikel om gennemsnitsdanskeren fra Danmarksstatistik, er gennemsnitslønnen i Danmark på omkring 44.500 kroner før skat. Beregnet ud fra disse tal, udbetaler de dansknoterede vækstbørsselskaber knap 107 mio. kroner i løn hver måned. Jobindex er den største arbejdsgiver på den danske vækstbørs, og havde i 2021 personaleomkostninger på ca. 173 mio. kroner for året.
For at sætte antallet af medarbejdere i perspektiv, havde Novo Nordisk i 2021 i gennemsnit 46.171 medarbejdere. Et af de mindre C25-selskaber, Bavarian Nordic, havde ved udgangen af 2021 759 medarbejdere opgjort i fuldtidsansatte. Medarbejderne er selvfølgelig ikke kun ansat i Danmark. Selskaber som SPENN, Wirtek og Mdundo har en stor del af aktiviteterne i udlandet, hvorfor de også må forventes at have en stor andel af sine medarbejdere her. Selskaberne rapporterer desværre ikke på fordelingen af medarbejderne. Derfor kan vi ikke ud fra årsrapporterne definere, hvor mange danske arbejdspladser de skaber. Tidligere estimering af selskabernes samlede månedlige lønningsomkostninger vil heller ikke være præcis, da lønniveauet er forskelligt fra land til land.
Tabel
Selskab | Antal ansatte | Opgørelse |
---|---|---|
Agillic | 47 | Gennemsnit |
Alefarm Brewing | 9 | Gennemsnit |
Astralis | 63 | Gennemsnit |
Audientes | 8 | Gennemsnit |
BactiQuant | 16 | FTE ultimo |
Brain+ | 15 | Gennemsnit |
Cessatech | 2 | Gennemsnit |
Conferize | 3 | Gennemsnit |
Copyright Agent | 21 | ? |
CS Medica | 4 | Gennemsnit |
Curasight | 2 | Gennemsnit |
DanCann Pharma | 10 | Gennemsnit |
Danish Aerospace Company | 24 | Gennemsnit |
Dataproces | 55 | Gennemsnit |
Decideact | 2 | Gennemsnit |
Digizuite | 39 | Gennemsnit |
Donkey Republic | 58 | Gennemsnit |
EgnsINVEST | - | ? |
Enalyzer | 30 | Gennemsnit |
Erria | 175 | Gennemsnit |
FastPassCorp | 9 | Gennemsnit |
FOM Technologies | 11 | Gennemsnit |
Freetrailer | 40 | Gennemsnit |
Happy Helper | 13 | Ultimo |
Hove | 34 | Gennemsnit |
Hydract | 9 | ? |
Hypefactors | 13 | Gennemsnit |
Impero | 35 | FTE ultimo |
Jobindex | 281 | Gennemsnit |
Konsolidator | 36 | Ultimo |
LED iBond | 23 | Gennemsnit |
MapsPeople | 90 | Ultimo |
Mdundo | 18 | Gennemsnit |
Monsenso | 18 | FTE ultimo |
Movinn | 23 | Gennemsnit |
Nexcom | 21 | Ultimo |
NORD.investments | 12 | Gennemsnit |
Odico | 27 | Gennemsnit |
Onxeo | 49 | Gennemsnit |
OrderYOYO | 119 | Gennemsnit |
Q-Interline | 19,5 | Gennemsnit |
Relesys | 56 | Gennemsnit |
Re-Match | 38 | Gennemsnit |
Risk Intelligence | 24 | Gennemsnit |
RISMA | 29 | Gennemsnit |
SameSystem | 125 | Ultimo |
Scandinavian MS | 5 | Gennemsnit |
Scape Technologies | 18 | Gennemsnit |
Seluxit | 16 | Gennemsnit |
Shape Robotics | 22 | Gennemsnit |
SPENN Technology | 229 | Gennemsnit |
Stenocare | 9 | Gennemsnit |
Swiss Properties Invest | - | ? |
Trophy Games | 40 | Ultimo |
Valuer | 46 | Gennemsnit |
ViroGates | 13 | Ultimo |
WindowMaster International | 127 | Gennemsnit |
Wirtek | 137 | Gennemsnit |
No comments! Be the first commenter?