Flere selskaber har i 2023 meldt sin afgang fra First North. Copyright Agent har forladt den mindre vækstbørs, mens Re-Match og Enalyzer også er på vej til en afnotering.
I dag meddeler Valuer, at de også ønsker at afnoteres fra First North. Det skal endeligt godkendes på en ekstraordinær generalforsamling den 16. maj 2023. Selskabets management, bestyrelse og de to store investorer Andersen Advisory Group A/S og Ramsgaard Invest ApS har bekræftet, at de vil stemme for en afnotering af selskabets aktier.
Valuer er flere penge værd?
Valuer beskriver i dagens meddelelse, at årsagen til afnoteringen er, at handlen med selskabets aktier er meget begrænset, hvorfor der ifølge selskabet er en begrænset værdi for både selskabet og aktionærerne ved at være børsnoteret. Den begrænsede handelsaktivitet medfører, at det er sværere for selskabet at rejse kapital på attraktive vilkår for virksomheden.
Selskabet estimerer tilmed, at en afnotering vil give selskabet besparelser på ca. 1,7 mio. kroner om året. En stor del af dette beløb er relateret til rapportering og kommunikation. Siden selskabets stiftelse og op til børsnoteringen oplevede Valuer primært vækst i Danmark og Tyskland, men siden da er fokusset primært skiftet til Asien, hvor størstedelen af nuværende kunder er lokaliseret. Ifølge Valuer har aktører på disse markeder også en anden opfattelse af Valuers værdiansættelse end nuværende markedsværdi på First North. Det medfører, at selskabet på sigt er åbne overfor at se på en notering i Asien eller USA, når markedsbetingelserne er de rette.
Netop dette aspekt virker centralt for afnoteringen, hvor Valuer har udsendt et dokument med overskriften ”Overview of proposed delisting of Valuer Holding A/S in order to gain significantly higher market valuation”. I dette dokument beskriver Valuer årsagen til ønsket om at afnotere sig, hvor de bl.a. sætter fokus på handelsaktiviteten i aktien samt omkostningerne ved at være noteret på First North.
Et mislykket børseventyr
Valuer har efter udenlandsk interesse set muligheder for at opnå en højere værdiansættelse end nuværende på First North. En årsag hertil kan meget vel findes i, at Valuer i Danmark har været i negativt søgelys efter sin børsnotering, hvor det bl.a. kom frem, at flere af selskabets oplistede kunder i børsprospektet kun benyttede platformen på projektbasis, og altså ikke var faste kunder.
Dertil er selskabets vækstrejse mildt sagt mislykkedes. Valuer sigtede efter at nå en ARR på 40 mio. kroner ved udgangen af december 2022, men den seneste halvårsrapport viser, at selskabet har realiseret en ARR på 6,3 mio. kroner ved udgangen af december 2022. Efter børsnoteringen har der været flere ærgerlige historier i medierne om alt fra en potentiel gruppesøgsmål mod selskabet og udtalelser fra tidligere medarbejdere.
Fra et neutralt synspunkt kan man derfor argumentere for, at Valuers udvikling i værdiansættelsen er selvforskyldt, efter aktien er faldet markant siden børsnoteringen, hvor selskabet blev værdiansat til hele 300 mio. kroner. I dag handels aktien til en markedsværdi på ca. 12,3 mio. kroner i kurs 0,402. Aktierne kunne ved børsnoteringen i 2021 tegnes i kurs 13,00.
Hvis du har aktier i Valuer, skal du være bevidst omkring, at aktierne bliver væsentligt sværere at handle, når aktierne ikke længere er noteret. Dertil kan du benytte et potentielt urealiseret kurstab til at trække fra i skat, hvis du vælger at sælge. I dette tilfælde vil jeg anbefale dig at læse vores indlæg om skatteforholdene i dette indlæg.
No comments! Be the first commenter?