I september sidste år delte vi en undersøgelse af Børsens dækning af vækstbørserne, der viste, at mediets fokus nærmest kun var centreret omkring de negative historier.
De danske vækstbørser har fået meget negativ opmærksomhed de seneste år. Meget har været berettiget efter cases som Waturu, MeeW og en række missede vækstmål. Alligevel fremhævede vi, at man godt kunne nuancere debatten omkring vækstbørserne, da vi også har mange solide cases som f.eks. Agillic, Erria, Freetrailer, Hove, Relesys, Scandinavian Medical Solutions, Shape Robotics, WindowMaster og Wirtek.
I undersøgelsen sidste år præsenterede vi flere konkrete eksempler på, hvordan Børsens dækning i meget høj grad var rettet mod det negative. Et eksempel var, at den dårlige case Waturu havde 23 søgeresultater i 2021, hvorimod den bedste aktie på tværs af alle danske børser i samme periode, Freetrailer, kun havde et enkelt søgeresultat – som ikke engang omhandlede Freetrailer. Et andet eksempel der blev bragt frem, var Wirtek, som var blandt de nominerede til Årets Børsnoterede Vækstvirksomhed i 2022, og over en femårig periode var blandt de bedste danske aktier og tydeligt havde øget sit fokus på kommunikation og rapportering til markedet. I den femårige periode var der kun en enkel artikel med et positivt skær om Wirtek, hvorimod to dårlige aktiecases i 2021, Monsenso og Nexcom havde hhv. 4 og 18 søgeresultater i 2021.
Vi kan lære af de dårlige cases, som vi ikke ønsker flere af i fremtiden, hvorfor vi også tror på, at vi kan lære noget af de gode cases. Derfor har jeg på ny kigget på Børsens dækning af vækstbørserne for at se, om tingene har ændret sig fra sidste undersøgelse?
Mere nuance?
Årets dårligste case på vækstbørsen må uden sammenligning være MeeW, som af gode grunde også er blevet dækket bredt på Børsen og andre danske medier. MeeW tager jeg ikke med i undersøgelsen, da selskabets børsnotering først og fremmest mislykkedes, og situationen var så mærkværdig.
I skrivende stund er årets tre dårligste cases på den danske vækstbørs målt på kursudviklingen Brain+, Audientes og Valuer. De to førstnævnte har hentet penge og dermed udvandet sine aktionærer, hvor sidstnævnte er på vej til at blive afnoteret.
For Audientes får jeg 12 søgeresultater i år (2023), hvor det for Valuer er 10. For Brain+ får jeg umiddelbart ikke nogen søgeresultater i 2023, hvorfor det samlet for disse tre aktier var 22 søgeresultater. Kigger vi omvendt på årets bedste aktier, er Curasight i toppen målt på kursudviklingen i skrivende stund sammen med Hove og Alefarm Brewing. For Curasight skal vi tilbage til 2020 for at finde et søgeresultat, hvilket dog måske også kan tilskrives, at Spotlight er en svensk børs, men aktierne handles i danske kroner, og anses derfor også som danske. Det skal også siges, at Audientes er noteret på Spotlight.
Hove er sværere at undersøge, da man får mange andre søgeresultater, når man søger i Børsens søgefelt. Jeg har dog i hvert fald fundet to artikler, der omhandler Hove, heriblandt senest ifm. selskabets markante opjustering. For Alefarm Brewing kan jeg finde to artikler i indeværende år, hvoraf den ene var en længere fokusartikel på netop Alefarm Brewing med deltagelse af stifter og CEO, Kasper Tidemann samt investorer. Alt i alt synes jeg dog, at det er begrænset med søgeresultater på de tre bedst performende aktier år til dato sammenlignet med de tre dårligst performende aktier.
Kigger vi på andre parametre end kursudviklingen, er FOM Technologies, Scandinavian Medical Solutions og Shape Robotics nogle af de selskaber, der har leveret særdeles positive børshistorier. For FOM Technologies får jeg 7 søgeresultater i 2023, mens det for Scandinavian Medical Solutions er 5. I tilfældet med Shape Robotics er det ligesom Hove, hvor der kommer en række andre søgeresultater, som ikke er relateret til aktien Shape Robotics. Umiddelbart er der omkring 5 søgeresultater for Shape Robotics.
Det indikerer altså, at Børsen faktisk også sætter fokus på de positive historier, hvor de bl.a. har skrevet en artikel med overskriften: ”Investoranalysen: Fire nye topaktier har leveret afkast på +100% – og de har en række fællestræk”. Dog er de negative overskrifter fortsat i overtal med overskrifter som ”Investorer kritiserer Nasdaq: Frygter ny istid på First North”, ”17 nye aktier misser centrale mål – alle er i minus: Tunge investorer efterlyser ærlighed” og ”Investorredaktør: De værste aktiecases er en vigtig lektie for investorer”.
No comments! Be the first commenter?