For lidt over et år siden kunne vi dele den første status på noteringerne fra 2021, efter de havde præsenteret årsregnskaber. Nu er det tid til en ny status.
Efter mange af børsnoteringerne fra 2021 nu nærmer sig at have været noteret i mere end to år, har de haft mere tid til at vise sit værd og levere på de langsigtede vækstplaner. Desværre er der kommet flere røde selskaber sammenlignet med opdateringen sidste år, mens to selskaber allerede er væk fra børsen igen og endnu et selskab er på vej væk gennem Digizuite. Du kan finde vores opgørelse fra sidste år her.
Børsen dækker ligeledes årligt udviklingen på First North, hvor de sammenholder selskaberne med deres vækstplaner fra børsnoteringer, når de har været noteret mere end to år. Årets artikel fra Børsen blev sendt ud i starten af juni, og inkluderede dermed ikke de selskaber, som blev noteret i anden halvdel af 2021. Blev disse selskaber inkluderet – hvilket måske havde været retfærdigt, idet de har præsenteret samme antal årsrapporter, og dermed er på samme tidspunkt i sin vækstplan, havde billedet set lidt anderledes ud. I Børsens artikel beskriver de nemlig på ny, at alle selskaber misser sine vækstmål.
Hvordan er det gået?
I 2021 blev hele 21 selskaber noteret på First North. Det er lidt vildt at tænke på, når markedet i dag står helt i kontrast med kun én børsnotering i 2022 og ingen i 2023 endnu. Det er måske meget fint med et lille pusterum.
Jeg har igen forsøgt at danne mig et overblik over selskabernes performance sammenlignet med deres guidance fra børsnoteringen. Aktiernes kursudvikling er altså ikke i fokus, men derimod den overordnede fundamentale udvikling baseret på toplinjen; omsætning, ARR eller cARR. Ifølge min opgørelse har 14 selskaber ikke levet op til sin guidance for 2022. To selskaber er afnoterede. Fem selskaber har leveret bedre end forventet. Det sidste selskab, Brain+, gik på børsen under udviklingsfasen og præsenterede ikke en finansiel guidance. Brain+ præsenterede derimod en go to market strategi, som de sidenhen har leveret på og endda tidligere end ventet for så vidt angår markedsføringen af en første version af det første produkt, CST-Therapist Companion, på både det danske og det tyske marked.
Verdenen er dog ikke sort/hvid, eller som i denne opgørelse rød/grøn, hvorfor der ved de enkelte selskaber kan være relevante ting at fremhæve. Et selskab som Swiss Properties Invest kan f.eks. sagtens nå at komme tilbage på sporet fra vækstplanen, i hvert fald hvis man lytter til selskabets egne udmeldinger, hvor de tilskrev det skuffende resultat for 2022, at de gik på børsen senere end forventet, og dermed først fik investeret i ejendommene senere end forventet. Swiss Properties Invest har dermed en forhåbning om at blive grønne i denne opgørelse fra næste regnskabsår.
De fem selskaber som er grønne, og dermed har klaret det bedre end forventningerne fra børsnoteringen, er OrderYOYO, Scandinavian Medical Solutoins, Movinn, Hove og Relesys. I tilfældet med Movinn gik de på børsen med såkaldte Value Drivers, hvorfor guidance i denne oversigt er nogle, vi selv tidligere har beregnet baseret på selskabets Value Drivers. Alle fem grønne selskaber blev noteret i andet halvår 2021, hvilket ændrer opgørelsen fra Børsen væsentligt ift. at konkludere, at alle selskaber har skuffet.
Positiv eller negativ udvikling?
Når vi deler disse opgørelser, er det altid vigtigt at huske de forskellige perspektiver. I årets opgørelse har selskaberne haft mere tid til at eksekvere på deres strategier, mens sidste år var relativt kort efter noteringen. Derfor er jeg glad for at se, at der fortsat er fem selskaber i grønt, og jeg håber, at de til næste år får anerkendelse af Børsen. Et selskab som Relesys har dog været meget begrænset ift. sin kommunikation til markedet, selvom de har udviklet sig flot målt på væksten.
Endnu engang er vi desuden blevet bekræftet i, at det er en fornuftig tilgang at guide med interval. Fire af de grønne selskaber har guidet med interval ifm. sin børsnotering, hvilket alt andet end lige er mere realistisk, da det er så godt som umuligt at præsentere en præcis fremskrivning for ens fremtidige resultater. Det sidste grønne selskab er Movinn, der som føromtalt guidede med Value Drivers. Når man guider med interval, giver det plads til afvigelser, hvilket desuden også er normen, når de noterede selskaber annoncerer sin årlige guidance. Det er derfor lidt bemærkelsesværdigt, at ingen af de grønne selskaber var blandt dem, som præsenterede præcise tal i sin guidance.
No comments! Be the first commenter?