Dataproces har i dag meddelt, at de har indgået en kontrakt med en større jysk kommune til økonomistyringsplatformen KØS, der nu har 51 kommuner tilkoblet.

KØS er en platform der hjælper kommunerne med den overordnede økonomistyring. Platformen indeholder tre moduler, herunder: KØS: Udvikling i finansieringsgrundlaget, KØS: Statsgaranti eller selvbudgettering? og KØS: BefolkningsBlik. Ved at anvende et eller flere moduler på KØS platformen får landets kommuner et dybdegående indblik i udviklingen i egne indtægter og udgifter og dermed øget indsigt i egen økonomi.

Dette er den sjette SaaS aftale Dataproces har kunne offentliggøre siden årsrapporten den 21. juni, hvor der er indgået fire nye aftaler på KØS, en aftale på MARS og en aftale på MARC Fleksløn. Derfor er der nu henholdsvis 51, 40 og 63 kommuner tilkoblet de forskellige SaaS-løsninger, som bliver udbudt af Dataproces.

Derudover har Dataproces meddelt om fire nye aftaler indgået med danske kommuner, der har købt dataanalyser med et forventet honorar på mere end 250 tusinde kroner siden årsrapporten. Dataproces har dermed i alt offentliggjort 10 nye aftaler inden for de seneste knap to måneder. Aftalerne har ikke påvirket selskabets forventninger til det nye regnskabsår, hvor der forventes en vækst i den årlige tilbagevendende omsætning, kaldet ARR, på 30-40%, et EBITDA-resultat på 10-14 mio. kroner, og et EBIT-resultat på 2-4 mio. kroner.