Året nærmer sig sin afslutning, og måske du er begyndt at overveje at skatteoptimere din portefølje for at sænke din aktieindkomst.
Den sidste måned på året kan ofte være præget af skatteoptimering – særligt for de mindre aktier, hvor selv små handler kan have relativ stor indflydelse på kursudsvingene. Nogle vælger nemlig at sælge tabsgivende aktier for at trække tabet fra i anden positiv aktieindkomst, og dermed kan hårdt udsatte aktier være ekstra udsat i denne periode.
Før året går på hæld, kan vi se tilbage på hvilke af de danske vækstaktier, der har formået at tiltrække de private aktionærer gennem 2024, og hvilke som har sagt farvel til mange af deres aktionærer. Til dette formål benytter jeg udviklingen på Nordnet, som er den største handelsplatform for private investorer i Danmark, og dermed giver en solid indikation på retail-interessen for de mindre danske vækstaktier. Personligt følger jeg udviklingen månedligt, og har et mere end tre år gammelt datasæt for aktierne på de danske vækstbørser.
Min oversigt viser, at 14 af aktierne på de danske vækstbørser har formået at tiltrække Nordnet-aktionærer gennem 2024, mens de resterende 27 har oplevet en tilbagegang i antallet af aktionærer på Nordnet. Dertil skal man huske rækken af afnoteringer, som dog ikke er inkluderet i denne artikel. Cessatech finder vi helt i toppen, efter selskabet har løftet sin aktionærbase på Nordnet med 70,6% til 3.260 aktionærer på Nordnet per 2. december 2024.
Læs også: Hydract med endnu en skuffelse: Nærmer sig slutningen på dårlig børshistorie.
Pæn interesse for cannabisaktier
På de danske vækstbørser finder vi tre aktier, som beskæftiger sig med medicinsk cannabis. Det gælder DanCann Pharma, STENOCARE og CS MEDICA. Alle tre aktier har fra den 2. januar 2024 til den 2. december 2024 oplevet en fremgang i antallet af aktionærer på Nordnet, hvor særligt DanCann Pharma og CS MEDICA skiller sig ud med en fremgang på hhv. 54,0% og 32,4%.
Disse selskaber har bl.a. haft medvind, efter den danske regering i slutningen af året har lagt op til at gøre forsøgsordningen med medicinsk cannabis permanent. Det skete på baggrund af en ny evaluering, der bl.a. viste, at antallet af indløste recepter er steget markant og nu er på sit højeste niveau siden 2018.
På trods af en stigende aktionærbase til alle tre aktier, kan man ikke se på aktiekursen, at de beskæftiger sig inden for samme branche. DanCann Pharma er faldet over 60% i 2024, STENOCARE er faldet omkring 25% og CS MEDICA er steget over 50% i skrivende stund. Det er altså ikke ens betydende med, at det har været et godt år for aktiekursen, at man har formået at tiltrække flere aktionærer.
Aktionærerne søger den positive aktiehistorie
Cannabisaktierne er fortsat på et tidligt stadie, da industrien fortsat skal modnes. Der er dog andre aktier på de danske vækstbørser, som er mere etablerede, og leverer solide positive driftsresultater samtidig med, at de vækster. Det kan investorerne godt lide i en tid, hvor adgangen til kapital er sværere, hvorfor det også tyder på, at aktionærerne i 2024 har opsøgt de mere solide danske vækstaktier, der vokser profitabelt.
Blandt selskaberne der har oplevet fremgang i antallet af aktionærer på Nordnet i 2024, finder vi bl.a. Dataproces, WindowMaster og Freetrailer. Disse tre selskaber har formået at skabe en positiv aktiehistorie i 2024 med opjusteringer, vækst og profitabilitet. Dataproces har løftet aktionærbasen på Nordnet til 1.421 aktionærer svarende til en fremgang på 10,2% fra starten af januar til starten af december 2024, mens WindowMaster og Freetrailer i samme periode har oplevet en fremgang på hhv. 8,1% og 7,0%.
Dataproces kunne i deres seneste fulde regnskabsår, 2023/24, præsentere en omsætningsfremgang på 50% til 32,0 mio. kroner. Derudover oplevede selskabet markante forbedringer på indtjeningen, hvor EBITDA-resultatet blev forbedret med over 11 mio. kroner til 8,6 mio. kroner. For indeværende regnskabsår, 2024/25, har Dataproces allerede opjusteret sine forventninger, og guider med at nå en omsætning på 35-40 mio. kroner med et EBITDA på 12-16 mio. kroner.
WindowMaster har opjusteret sine forventninger til 2024-resultatet intet mindre end tre gange. Selskabet har oplevet en solid vækst på tværs af hovedmarkederne i årets første tre kvartaler, og man venter nu en omsætning på 270-280 mio. kroner med et EBITDA på 30-35 mio. kroner. Denne guidance indikerer således en forventet omsætningsvækst på 13-18%. Freetrailer har ligeledes opjusteret, og kunne i deres seneste kvartalsrapport præsentere en god start på det nye regnskabsår 2024/25, hvor omsætningen steg 25,5% med en EBITDA-vækst på 33,1%.
Dataproces, WindowMaster og Freetrailer har desuden leveret et solidt kursafkast til deres aktionærer i 2024. Dataproces har i skrivende stund oplevet en kursstigning på over 170% i 2024, WindowMaster over 40% og Freetrailer over 120%.
Faldende aktionærbase
Målt på udviklingen på Nordnet har Hydract, OrderYOYO og Hove haft det hårdeste år. Hydract er på vej til at blive afnoteret, og har derfor af indlysende årsager oplevet en tilbagegang på 34,6% i perioden fra den 2. januar til den 2. december 2024. OrderYOYO og Hove har oplevet en tilbagegang på hhv. 15,3% og 14,4%.
OrderYOYO har ellers haft et godt år, hvor selskabets guidance er blevet opjusteret flere gange – både som følge af opkøb og organisk fremgang. Derudover har selskabet allerede offentliggjort forventninger til det kommende regnskabsår, 2025, hvor man ligeledes har lagt op til en fortsat solid vækst. Aktionærerne har dog ikke været helt overbeviste, men med en kursfremgang i 2024 på ca. 5% i skrivende stund, ser det ud til, at aktien kan slutte året med en mindre kursstigning.
Det samme kan man nok ikke sige om Hove, der i skrivende stund er faldet omkring 50% i 2024. Modsat OrderYOYO har Hove ikke formået at overraske aktionærerne positivt med opjusteringer i 2024, men måtte i stedet nedjustere sine forventninger kort før halvårsrapporten i august 2024. Det var en ganske markant nedjustering, der sendte aktien ned med 22% samme dag.
Tiltrækker svenske investorer
I 2023 begyndte jeg ligeledes at følge udviklingen i aktionærbasen for de danske vækstbørsaktier på den svenske platform, Avanza. Denne udvikling giver en indikation på interessen fra retail-investorerne i Sverige, hvor flere af de mindre selskaber også har øget deres fokus på at tiltrække aktionærer. Denne udvikling vil jeg ikke gå lige så meget i dybden med i denne artikel – måske det kunne blive aktuelt til en separat artikel.
Det er dog bemærkelsesværdigt, at der er flere fællestræk med udviklingen på Nordnet, mens andre aktier skiller sig ud. Hove og OrderYOYO er f.eks. også i bunden på Avanza, hvor de har oplevet en nedgang i aktionærbasen på hhv. 57,9% og 32,1%. Hydract har oplevet en neutral udvikling, hvilket skyldes, at selskabet kun har registreret 10 aktionærer på Avanza, og derfor ikke formåede at tiltrække de svenske investorer, før de sat kursen mod en afnotering.
Conferize har oplevet en stor interesse fra Sverige, hvor aktionærbasen er vokset fra 47 Avanza-aktionærer i starten af året til 297 Avanza-aktionærer den 2. december 2024. Det svarer til en stigning på over 500%. Dataproces er også begyndt at få interesse fra Sverige med en stigning på 230,8%, hvilket dog kan tilskrives, at det er fra et lavt niveau, hvor aktionærbasen er vokset fra 13 til 43 Avanza-aktionærer. Det er dog en god start.
Freetrailer, WindowMaster, CS MEDICA og DanCann Pharma har ligeledes oplevet fremgang på Avanza.
Oversigt
På tabellen nedenunder har jeg indtastet Nordnetter-udviklingen for alle de noterede aktier på First North Danmark og Spotlight Danmark. Den viser, hvor aktionærerne har søgt hen, når de kommer til de mindre aktier på de danske vækstbørser, og hvilke selskaber som har haft sværere ved at fastholde deres aktionærer.
No comments! Be the first commenter?