I to år har jeg nu tracket udviklingen i antallet af Nordnet-aktionærer på den danske vækstbørs for at følge udviklingen i retail-interessen.

Månedligt deler jeg på tværs af Vækstaktiers Facebookkanaler og LinkedIn en status på udviklingen i antallet af Nordnet-aktionærer på de danske vækstbørser. Mit toårige datasæt illustreres af billedet nederst i artiklen, hvor udviklingen for de enkelte aktier er indekseret. På trods af en vækst i antallet af registrerede aktionærer på Nordnet, er det ikke ens betydende med, at aktien har oplevet en kursstigning. Det er dog en indikation på, at de har formået at gøre sig mere relevante overfor de private aktionærer.

Fra mit datapunkt i juni 2021 til mit datapunkt i juni 2023 finder vi Scandinavian Medical Solutions i toppen, mens Valuer omvendt befinder sig i bunden, og er på vej til en afnotering. Faktisk er Scandinavian Medical Solutions den eneste aktie, som er over indeks 200, og dermed har fordoblet antallet af Nordnet-aktionærer i perioden. Valuer er samtidig den eneste aktie, som er under indeks 60.

Læs også: First North DK aktier med mere handel end Small Cap.

Top-15

Når vi kigger på udviklingen, er noget af det første jeg bemærker, at særligt Spotlight-aktierne har klaret det godt. Blandt de 15 aktier, som har oplevet mest vækst i antallet af Nordnet-aktionærer, er fem af disse noteret på Spotlight, hvor kun syv aktier er noteret på den danske afdeling af Spotlight. De to resterende aktier, Curasight og Risk Intelligence, er begge over indeks 100, og har dermed også en flot relativ udvikling.

Dette kan måske bl.a. tilskrives, at First North de seneste to år har fået en del negativ opmærksomhed sammenlignet med Spotlight-børsen, hvorfor den private investor kan have været mere tilbøjelig til at sælge sine First North aktier og omvendt mere tilbøjelig til at købe aktierne på Spotlight. Det er dog ren spekulation, og to af de aktier på First North, der har klaret det rigtig godt er også at finde i toppen, nemlig Scandinavian Medical Solutions og Shape Robotics.

  1. Scandinavian Medical Solutions, indeks 233
  2. CS MEDICA, indeks 185
  3. Cessatech, indeks 182
  4. SPENN Technology, indeks 167
  5. Shape Robotics, indeks 167
  6. OrderYOYO, indeks 164
  7. Jobindex, indeks 148
  8. DanCann Pharma, indeks 147
  9. Freetrailer, indeks 145
  10. Audientes, indeks 141
  11. Brain+, indeks 139
  12. FOM Technologies, indeks 128
  13. ViroGates, indeks 117
  14. Q-Interline, indeks 113
  15. Erria, indeks 110

I bunden finder vi Valuer i indeks 56, hvorfor selskabet næsten har oplevet en halvering i antallet af Nordnet-aktionærer. Nexcom kommer efterfølgende i indeks 70, mens DecideAct, Digizuite og WindowMaster alle er i indeks 72.

Indeks udvikling i antallet af nordnettere to år