Investeringsselskabet Strategic Investments har flere investeringer på de nordiske vækstbørser, og mener fortsat, at der venter et attraktivt afkast på deres aktier.
Jeg har igen haft fornøjelsen af at stille nogle spørgsmål til CIO hos Strategic Investments, Kim Mikkelsen til et blogindlæg her på Vækstaktiers hjemmeside. Strategic Investments blev stiftet tilbage i 2013 for at investere i small- og midcap aktier i Norden, hvor de tager store aktieposter i mindre selskaber, og arbejder tæt sammen med selskaberne gennem en årrække.
I dag har Strategic Investments investeret i flere danske aktier på vækstbørsen, hvilket gælder Agillic, Hove, Dataproces, Digizuite, Nexcom og Photocat, som er noteret i Sverige.
Læs også: Udbytte på First North i 2023.
Gode investeringsmuligheder?
Kim Mikkelsen har kort sat ord på deres investeringer i disse selskaber. For Agillic fremhæver han, at deres online marketingløsninger er super gode, hvor de bl.a. driver Matas’ online del. Agillic leverer fornuftig vækst – dog lidt langsomme på ARR subscriptions i 2022, men har store forventninger til 2023/2024 – hvor de kan vokse op i en større liga med en ARR over 100 mio. kroner. Samtidigt har selskabet fået en ny storaktionær, Viking Ventures, som ejer ca 20% og har tilført til muskler til selskabet. Med en markedsværdi på 250 mio. kroner og en forventet ARR på ca. 90 mio. kroner ser selskabet billigt ud i Kims øjne.
I en tidligere artikel satte vi fokus på, hvorfor Kim Mikkelsen og Strategic Investments anser Hove som en attraktiv virksomhed. Hoves hovedfokus er på løsninger indenfor smøremiddel til vindmøller, som Strategic Investments anser som et stort vækstområde pga. megatrend mod grøn energi, samt havnekraner, hvor de også ser godt vækstpotentiale grundet konstant voksende transport af varer i verden via havne. Du kan læse vores seneste artikel med Kim Mikkelsen her.
Dataproces beskrives af Kim som et fint mindre selskab med gode produkter til kommunerne. Dog har de desværre slet ikke levet op til forventningerne til omsætningen og EBITDA. De er langt bagud med deres vækstforventninger fra noteringen – og det er ifølge Kim Mikkelsen spørgsmålet, om de ikke passer bedre ind som datterselskab i en større organisation. Med en markedsværdi på ca. 65 mio. kroner er de ikke på nogen måde dyre, men omvendt har de begrænset værdi af noteringen. Lidt det samme anser Kim for Nexcom. Et selskab med en børsværdi på 37 mio. kroner er nok for småt selv til First North, hvis du spørger Kim. Selve deres teknologi er ganske god og har masser af AI til call centre, men det kan være svært at retfærdiggøre en notering. Strategic Investments er pt. største aktionær i Nexcom efter en større finansieringsrunde i 2022.
Digizuite er et data asset management selskab med gode løsninger til den visuelle del af branding. Selskabet vokser ifølge Kim Mikkelsen fornuftigt, men har haft svært ved at bryde igennem i USA. Seneste kapitalforhøjelse giver ro om økonomien, og man forventer nu at nå EBITA-positivitet i 2024. Med en forventet ARR på ca. 50 mio. kroner er selskabet i god vækst, og er i en god position for fremtidig vækst.
Det svensknoterede selskab Photocat, har ifølge Kim meget spændende løsninger og patenter indenfor fjernelse af NoX forurening på veje, asfalt, fliser osv., samt indeklima via trægulve og vægplader. Senest er selskabet i gang i USA med forbedring af rensning af solpaneler. Selskabet har levet et meget stille liv på den svenske First North, men flere og flere danske investorer er ved at få øjnene op for selskabet.
Aktiv investor i selskaberne
Strategic Investments arbejder i dag intenst med de cases, som de er inde i. Derfor er investeringsselskabets fokus lige nu ikke rettet mod nye investeringer, men i højere grad at hjælpe de nuværende selskaber, som de er investeret i. Strategic Investments hjælper selskaberne med flere forskellige ting, der bl.a. inkluderer finansiering, kommunikation og strategi.
Lige nu er der som tidligere nævnt et par stykker af Strategic Investments investeringer på vækstbørsen, som ifølge Kim er så små, at de måske var bedre stillet som unoteret eller som en del af en større organisation. Når de hos Strategic Investments kigger på investeringsmuligheder, er det dog ikke afgørende, hvor de er noteret, hvorfor det ikke gør den store forskel, om det er på First North, Spotlight eller Main Market. Når de har den rette størrelse, vil et børsskifte dog give mening, men mange af noteringerne i 2020 og 2021 var ifølge Kim på et for tidligt tidspunkt til en børsnotering, og derfor er mange af de noteringer nu blevet for små og uinteressante for investorerne.
Et af vilkårene når man investerer på en vækstbørs er den begrænsede likviditet. Ifølge Kim er lav likviditet en udfordring, når man skal ind og ud, og derfor kræver det stor tålmodighed at være i disse aktier. Fordelen er omvendt, at der er færre aktører, og man kan finde gode selskaber meget billigt og sælge dem til markant højere niveauer, når de er bedre udviklet. Strategic Investments ser derfor både fordele og ulemper ved de vilkår, man har, når man investerer på en mindre vækstbørs.
No comments! Be the first commenter?