Alt imens IPO-markedet i Danmark i 2022 blev frosset til is, efter to år med mange børsnoteringer, var billedet anderledes i Mellemøsten.
Ifølge Ernst & Young (EY) har Mellemøsten oplevet en markant stigning i antallet af børsnoteringer i 2022. Hele 51 børsnoteringer rejste samlet 22 mia. dollars i 2022 i MENA-regionen, hvilket næsten var en tredobling fra 2021.
Den store vækst i antallet af børsnoteringer i Mellemøsten drives bl.a. af finansielle reformer, der favoriserer børsnoteringer, af privatiseringer i regionen, politisk stabilitet som sikrer investorernes tillid, samt stigende olie- og gaspriser, som har tilskyndet nogle af regionens mange energivirksomheder til at gå på børsen.
Ambitiøse økonomiske planer fra lande som Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Qatar, har også skabt et gunstigt miljø for børsnoteringer. Desuden har den effektive inddæmning af COVID-19-pandemien i regionen, især i Dubai, tiltrukket velhavende enkeltpersoner, herunder kryptovaluta-milliardærer og velhavende investorer. Det har ført til en tilstrømning af talent og investeringer, ligesom mange mennesker har overbevist deres firmaer om at udvide eller åbne aktiviteter i regionen.
I Danmark var der i 2022 kun en børsnotering. Kigger vi mod resten af Norden, var der ifølge Foreningen af Børsnoterede Vækstvirksomheder 7 noteringer i Finland, 12 noteringer i Norge og 35 noteringer i Sverige gennem 2022. Det indikerer, at Danmark halter efter IPO-markedet i resten af Norden, hvor der hentes mere kapital til virksomhederne gennem børsnoteringer.
Opmærksomhed fra hele verdenen
Ifølge chefanalytiker hos Freedom Finance Europe, Maxim Manturov, vækker udviklingen i Mellemøsten opsigt fra hele verdenen. Han udtaler:
De mange børsnoteringer i Mellemøsten har tiltrukket opmærksomhed fra hele verden. Især fordi det sker på et tidspunkt, hvor IPO-markedet har stået helt stille de fleste steder i verden.
Sammenligner vi igen med de føromtalte lande i Norden, oplevede man ifølge opgørelsen fra FBV i alt 55 børsnoteringer på tværs af de fire lande i 2022. Det skal sættes i perspektiv til de i alt 228 børsnoteringer, som vi så i 2021, hvoraf 24 af disse var i Danmark. Gennem disse 228 børsnoteringer blev der i alt rejst 148 mia. kroner i Norden i 2021, mens det i 2022 faldt til 14,7 mia. kroner gennem de 55 børsnoteringer. Aktiviteten i 2022 var dermed på et relativt meget lavt niveau i 2022, mens det relativt oplevede øget aktivitet i Mellemøsten.
No comments! Be the first commenter?