Flere af de mindre danske vækstaktier har oplevet store udsving i starten af 2024. En af dem er MapsPeople, der i skrivende stund har oplevet en stigning på mere end 100%.
MapsPeople blev børsnoteret i juni 2021, og nærmer sig således sit tre års jubilæum som børsnoteret virksomhed. Selskabet blev børsnoteret til en tegningskurs på 6,38 kroner per aktie, og allerede få måneden efter børsnoteringen blev aktien handlet over kurs 10. Kursstigningerne var dog ikke vedvarende, og i starten af 2024 fandt aktien en bund under kurs 1.
I februar 2024 begyndte aktien dog at stige, hvilket tog fart i marts 2024, hvor aktien på tre dage steg fra kurs 1,16 til kurs 4,00 – altså en stigning på mere end 200% på tre dage. Aktien er sidenhen faldet lidt tilbage igen, og handles i skrivende stund i kurs 1,98 kroner. Det er en bemærkelsesværdig udvikling, hvor aktien gennem hele ni dage i marts oplevede daglige kursudsving på over 10% i den ene eller anden retning. Det er samtidig sket under relativ høj volumen, hvilket kan indikere en form for hype eller FOMO, medmindre der er nogle fundamentale forhold, som kan ligge til grund for udsvingene. Det vil vi se nærmere på nu.
Regnskab satte gang i festen
MapsPeople offentliggjorde årsrapport den 19. marts 2024, som var der, hvor kursstigningerne begyndte at tage fart. Regnskabet viste en fremgang i ARR på 63% til 52,0 mio. kroner ved udgangen af 2023, hvilket stemte overens med selskabets guidance. Denne guidance blev dog nedjusteret i måneden inden, hvorfor dette ikke var en overraskelse. Målt på EBITDA nåede MapsPeople et resultat på -59,7 mio. kroner, hvilket var i den nedre ende af selskabets guidance på -52 til -62 mio. kroner.
I 2024 forventer MapsPeople solid fremgang både på top- og bundlinjen. Selskabet venter at løfte sin ARR til 72-80 mio. kroner med et negativt EBITDA på 20-25 mio. kroner. Denne guidance var dog også kendt, inden selskabet offentliggjorde årsregnskab, hvorfor forventningerne til 2024 rationelt ikke bør være bevæggrund for de store kursstigninger.
Med de store tab på bundlinjen og en negativ egenkapital på 28,5 mio. kroner i 2023 er kapitalsituationen meget central for et selskab som MapsPeople. I 2023 sikrede MapsPeople likviditet gennem udstedelse af nye aktier og låneaftaler, og i december 2023 meddelte selskabet, at de havde sikret nok kapital til, at selskabet forventeligt bliver cash flow positive på driften. Dette blev bekræftet i årsrapporten, men eftersom selskabet allerede havde kommunikeret omkring kapitalsituationen, vurderer jeg heller ikke dette til at være årsagen bag de store kursstigninger i 2024. Efter flere udstedelser af nye aktier, er antallet af aktier i MapsPeople vokset fra 55.519.158 aktier ved udgangen af 2022 til 79.056.654 aktier i skrivende stund.
Alt i alt har jeg på overfladen svært ved at vurdere, hvilke elementer i årsrapporten, der fik investorerne til at sende aktien så markant op. Man kan i hvert fald konstatere, at resultatet var i overensstemmelse med de nedjusterede forventninger, mens guidance til 2024 og kapitalsituationen ikke bragte noget nyt under solen.
Tiltrækker nye aktionærer
MapsPeople har i det nye år oplevet en solid tilgang af aktionærer gennem handelsplatformen Nordnet. Aktien havde den 2. januar 2024 registreret 921 aktionærer på Nordnet, hvilket den 2. april 2024 var vokset til 1.062 aktionærer. Det er en relativ stor stigning, og understreger den øgede interesse for aktien i det nye år.
Den øgede interesse afspejles også i volumen. Jeg har opgjort en liste over de mest handlede aktier på First North Danmark i første kvartal 2024, som du kan se her. På listen fremgår det, at MapsPeople i første kvartal 2024 har oplevet en fremgang i den gennemsnitlige daglige volumen på over 100% sammenlignet med 2023. Dermed var MapsPeople den 11. mest handlede aktie på First North Danmark i første kvartal 2024 med en gennemsnitlig daglig volumen på ca. 81t kroner. Alene i marts 2024 var den gennemsnitlige daglige handelsvolumen på over 200t kroner.
Som børsnoteret virksomhed vil man gerne have sine aktier spredt på mange hænder og sikre en solid handel med aktien, så den er nemmere at handle for aktionærerne. Derfor er det positivt, at aktien har oplevet en stigning i antallet af aktionærer og en fremgang i handelsaktiviteten. På billedet fremgår udviklingen i antallet af aktionærer på Nordnet fra omkring børsnoteringen til starten af april 2024.
En børsrejse præget af forvirring om ARR
MapsPeople havde en central rolle i kritikken af definitionen af ARR blandt flere selskaber noteret på First North. Selskabet brugte længe betegnelsen ARR, selvom opgørelsen af ARR skete efter det, som kaldes cARR – committed annual recurring revenue. ARR beregnes normalt ved at tage den seneste måneds fakturerede omsætning (MRR) gange med 12 måneder for at finde den årlige abonnementsværdi. Med cARR indregnes fremtidige kontrakter, som altså endnu ikke er faktureret. Derfor kunne man se, at der var store forskelle på MapsPeoples opgørelse af ARR og omsætning, hvilket ikke var helt retvisende.
Efterfølgende har MapsPeople ændret sin definition af ARR, der ifølge regnskabet beregnes ved: ”Monthly subscriptions are included in ARR as 12 times the actual monthly value of the subscription (MRR).” Dermed har børsrejsen været præget af forvirring om det måske mest væsentlige nøgletal for MapsPeople, nemlig ARR, som også affødte en meddelelse i fjerde kvartal 2023, hvor selskabet måtte justere de tidligere rapporterede ARR-tal og nedjustere guidance for ARR.
Den seneste nyhed fra MapsPeople dækker over en udvidelse af en kontrakt med en nordamerikansk kunde. Kontrakten blev udvidet yderligere 39 måneder med en samlet værdi på 5,2 mio. kroner i kontraktperioden. Målt på ARR har kontrakten derfor en værdi på under 2 mio. kroner. Personligt værdsætter jeg løbende kommunikation fra de børsnoterede selskaber, hvorfor det var positivt at læse denne nyhed, selvom kontrakten ikke havde en ARR-værdi på over 2 mio. kroner, som er kravet før en kontrakt skal offentliggøres som selskabsmeddelelse ifølge MapsPeoples kommunikationspolitik. Med en forventet ARR på 72-80 mio. kroner i 2024, kan man heller ikke komme udenom, at MapsPeople forventer massiv vækst i 2024, hvorfor vi kan håbe på endnu flere positive investornyheder og selskabsmeddelelser i løbet af 2024.
MapsPeople står derfor nu i en situation, hvor aktien er faldet ca. 69% sammenlignet med tegningskursen i 2021. Selskabet har dog udstedt nye aktier på rejsen, hvorfor tilbagegangen i værdiansættelsen ikke er tilsvarende stor. Med solide vækstambitioner og ifølge selskabet forventeligt tilstrækkelig kapital til at driften bliver cash flow positiv, kan vi håbe, at kursstigningerne i starten af 2024 er holdbare.
Disclaimer: Dette er hverken en anbefaling til at købe eller sælge aktier i MapsPeople. Jeg har ikke aktier i selskabet. Husk altid at lave din egen research inden en eventuel investering.
No comments! Be the first commenter?