MapsPeople har i dag præsenteret deres kvartalsrapport for første kvartal 2025, hvor selskabet giver indblik i den finansielle udvikling i årets første tre måneder.
Den tilbagevendende årlige omsætning, også kaldet ARR, er vokset 12% sammenlignet med samme tidspunkt sidste år, mens den realiserede omsætning endte på omtrent 15 mio. kroner, hvilket svarer til en vækst på 4% ift. samme periode sidste år. MapsPeople havde ved udgangen af første kvartal en ARR på 59,8 mio. kroner.
Driftsoptimeringerne afspejles på EBITDA før specielle poster, der endte i et negativt niveau på omtrent 7 mio. kroner, hvilket er en solid forbedring fra de omtrent 8,5 mio. kroner, som selskabet realiserede i samme periode sidste år.
Tager man et nærmere kig på de forskellige SaaS nøgletal, ser det ganske positivt ud. Net retention revenue (NRR), eller fastholdelsen af ARR fra eksisterende kunder, endte på 105%, hvilket er en stigning fra 103% i samme periode sidste år. Det betyder, at MapsPeople har løftet omsætningen fra eksisterende kunder med 5%, når der tages højde for eventuelle opsigelser. Selskabets customer acquisition cost (CAC), er også inden for det ønskede interval. CAC er et udtryk for hvor mange måneder det tager at tjene en kunde hjem i relation til omkostningerne for at erhverve nye kunder. Her har MapsPeople en målsætning om at ligge på 12-18 måneder, hvor selskabet gennem første kvartal har lagt på 17 måneder.
MapsPeople fortsætter med at forbedre sin finansielle performance i forhold til omsætningsvækst, omkostningsoptimering og pengestrømme i første kvartal, selvom det sker i et langsommere tempo end tidligere. Ledelsen tilskriver dette primært den kortsigtede usikkerhed i forbindelse med den generelle globale uro omkring handelskrige, hvilket medfører en generel forsigtighed med at indgå nye kontrakter.
Efter periodens afslutning har MapsPeople annonceret en aftale med Apex Group Technologies bakket op af Round13 Capital, der vil erhverve mindst 51% og op til 64% af aktierne i MapsPeople, og efterfølgende ønsker at afnotere selskabet. Dette er vigtigt at være opmærksom på som aktionær i MapsPeople.
No comments! Be the first commenter?