MapsPeople kunne i går offentliggøre, at selskabet nåede en ARR på 58,2 mio. kroner ved udgangen af 2024, og har ligeledes offentliggjort forventninger til indeværende regnskabsår, 2025.

MapsPeople har med en ARR på 58,2 mio. kroner realiseret en vækst på 12%. Det er en smule under den udmeldte guidance på 59-63 mio. kroner. Det lavere end ventede resultat målt på ARR skyldes, at opstartstidspunktet af en større kontrakt har rykket sig, og derfor ikke som forventet blev indregnet i 2024. Den årligt tilbagevende omsætning fra MapsIndoors vækstede med 20% til 45,5 mio. kroner. Forventningerne til omsætningen og EBITDA er uændrede i niveauet 58-63 mio. kroner samt -26 til – 30 mio. kroner.

For 2025 forventer MapsPeople en ARR-vækst på 20-37%, svarende til en ARR ved udgangen af 2025 på 70-80 mio. kroner. Målt på omsætningen forventes et resultat i niveauet 66-75 mio. kroner, mens EBITDA-resultatet ventes at lande negativt på 10-20 mio. kroner.

MapsPeople udsendte ligeledes en kort meddelelse, hvor de beskrev deres kapitalbehov. For at selskabet har mulighed for at eksekvere på sine vækstambitioner, er der behov for en kapitaltilgang på 15-20 mio. kroner. Dette med henblik på at finansiere produktudviklingen og selskabets organiske vækst, hvilket er et vigtigt skridt for MapsPeoples fremtidige udvikling.