På listen over ting som jeg ikke havde forventet i dag, var, at jeg skulle sælge yderligere ud af en af mine bedst performende aktier.
Det skete dog alligevel på en splitsekundsbeslutning efter jeg opdagede, at aktien steg 25% under en markant højere end almindelige handelsvolumen. Dette helt uden at jeg kunne finde nogle selskabsspecifikke meddelelser, der kunne skabe dette udfald.
Det er en af de helt store udfordringer, når man investerer i selskaber på den danske vækstbørs. Mange aktier er udsat for en nærmest kriminel lav daglig handelsvolumen, hvorfor en investor der vil investere bare 50.000 kroner i en aktie, vil skabe en af de travleste handelsdage på året og påvirke kursens retning ganske markant. Det samme gør sig selvfølgelig gældende omvendt, når det er en nedadgående trend, og nogle investorer vælger at sælge ud. Selv små beløb kan være med til at skabe et stort negativt prispres på aktien.
Derfor forsøger jeg også selv at holde mine positioner i denne type af selskaber relativt lave – gerne under 10 tusinde kroner per investering. Det er derfor heller ikke de positioner, som er toneangivende for min porteføljeudvikling. Alligevel er det lykkedes mig i flere omgange at finde investeringsmuligheder, som er blevet handlet til en meget lav værdiansættelse, og så følge med på opturen, når investorinteressen begynder at komme tilbage i selskabet. Men igen, det er mindre beløb, og jeg ville højst sandsynligt ikke kunne lave lignende handelsmønster med et beløb på 50.000 kroner, da der ikke ville være samme mulighed for at træde ind og ud af investeringerne på gunstige tidspunkter.
Mit seneste aktiesalg
Tilbage i april måned skrev jeg en artikel, der satte fokus på flere af de danske vækstbørsaktier, som jeg fandt interessante på daværende tidspunkt. Heriblandt var Movinn, hvor jeg beskrev begrundelsen for min investering med følgende ord
”For Movinn gælder det, at selskabet simpelthen er så billigt, hvilket er retfærdiggjort af problemstillinger på kort sigt. Her ser jeg ligeledes en ret begrænset downside, da problemerne er indregnet i kursen, og en stabilisering af selskabets nøgletal ville give mulighed for en pæn kursudvikling fremadrettet.”
Nu har jeg så for anden gang reduceret min investering i selskabet med 50%, hvorfor jeg er nede at eje en fjerdedel af min oprindelige investering. Aktierne blev købt i kurs 1,88 den 15. april 2024, mens jeg foretog første reduktion på 50% i min investering den 27. maj 2024 i kurs 4,86, altså med et afkast på 159%. På handelsdagen den 27. maj sluttede Movinn i kurs 4,38, hvorfor jeg var ganske heldig med min timing.
I dag har jeg så reduceret min position med yderligere 50% i kurs 5,92, hvilket svarer til et afkast på 215%, og salget bliver derved cementeret som min største realiserede gevinst, målt i procent, gennem min relativt unge investeringskarriere.
Hvorfor sælger jeg ikke hele min investering?
I virksomheden synes jeg egentlig ikke, at der er noget markant fundamentalt ændret fra april til nu. Tværtimod vil jeg argumentere for, at værdiansættelsen tilbage i april var unaturligt lav, og vi nu befinder os på et mere normalt niveau.
Formår selskabet at mindske ledighedsraten i dets servicerede lejemål og forbedre marginerne for driften, er det ikke usandsynligt i min verden, at aktiekursen kan komme markant højere op. Selskabet handler efter stigningerne fortsat til en værdiansættelse på under 100 mio. kroner, og er på vej til at omsætte for 90 mio. kroner i 2024 og levere positive resultater på bundlinjen.
For mig personlig er der også den faktor, at min investering i selskabet lige nu er ”gratis”. Den oprindelige investering var på omtrent 7.500 kroner, og jeg har solgt for omtrent 15.630 kroner, hvorfor jeg allerede har taget det dobbelte af mit investerede beløb ud af min investering – vel at mærke med en tidshorisont på lige under 5 måneder. Den resterende investering på 5.920 kroner får derfor blot lov til at blive stående, og måske blive reduceret med 50% på et tidspunkt i fremtiden, alt efter min vurdering af risikoen, og hvor meget selskabet udvikler sig.
På billedet herunder kan ses mine handler i løbet af aktiens totale tid på børsen. Det er helt klart den aktie, hvor jeg har været mest heldig med timingen af mine investeringer i denne type af investeringer.
Nu begynder det sjove arbejde med at identificere den næste type af denne investeringer, som jeg skal investere i – mere om det senere.
Disclaimer: Jeg har aktier i Movinn. Dette er hverken en købs- eller salgsanbefaling. Handel med aktier på vækstbørsen med så lav handelsvolumen, er forbundet med særligt stor risiko.
No comments! Be the first commenter?