NORD.investments meddelte i september, at selskabet ville igangsætte en proces, der bl.a. skulle vurdere, om selskabets aktier skulle forblive optaget til handel på First North.

Denne proces er nu gennemført, og i dag har NORD.investments meddelt, at de ønsker at slette sine aktier fra handel på First North, hvorfor der er indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling. Syv virksomheder på First North Danmark er allerede blevet afnoteret i 2023, mens Astralis i denne uge har sidste handelsdag på børsen, og SameSystem i sidste uge annoncerede ønsket om at afnotering. NORD.investments’ aktier vil potentielt først blive slettet fra handel på First North i 2024, men det er altså 10 virksomheder, der nu enten allerede har forladt First North, eller er på vej til det.

NORD.investments blev børsnoteret i maj 2021, hvor aktierne kunne tegnes i kurs 11,3 kroner per aktie. I dag lukkede aktien i kurs 1,95 svarende til et fald på knap 83% siden børsnoteringen. På trods af dagens melding fra NORD.investments, steg aktien hele 24,2% i dagens handel, og lukkede dermed dagen med en markedsværdi på 41,2 mio. kroner.

Aktien steg dog under en lav handelsvolumen, hvor der blev handlet aktier for ca. 91 tusinde kroner. I går lukkede aktien i kurs 1,57, hvilket svarede til en markedsværdi på 33,2 mio. kroner. I dagens meddelelse beskriver NORD.investments, at de har en kontantbeholdning på ca. 30 mio. kroner med ingen gæld, hvorfor aktien har været tæt på at blive handlet til en lavere værdi, end selskabet har kontanter. Dette kan derfor have udløst dagens stigning, selvom det ikke er nyt, at selskabet har en relativ høj kontantbeholdning, hvilket også fremgik af det seneste halvårsregnskab.

Den relativt lave markedsværdi har også været en medvirkende faktor i vurderingen af, hvorvidt selskabets aktier skal forblive optaget til handel på First North. Konkret beskriver NORD.investments, at processen har vist, at det vil være forbundet med en betydelig transaktionsrisiko for NORD.investments, hvis man ville forsøge at rejse ny kapital direkte via markedspladsen, og at det generelt vurderes at være vanskeligere for selskabet at skaffe finansiering til fremtidig vækst på attraktive vilkår for selskabets aktionærer, så længe selskabets aktier er optaget til handel.

NORD.investments beskriver også, at likviditeten i selskabets aktie løbende er blevet reduceret. Det bekræfter min seneste undersøgelse af likviditeten på First North, hvor NORD.investments i årets første ni måneder blev opgjort til en gennemsnitlig daglig handelsvolumen på ca. 8.300 kroner, hvilket placerede aktien som den næstmindst handlede aktie på First North DK i perioden.

Den ekstraordinære generalforsamling afholdes den 15. november 2023, hvor to tredjedele af de på generalforsamlingen tilstedeværende stemmer samt to tredjedele af den repræsenterede kapital skal godkende forslaget. Ifølge selskabets forventede tidsplan vil aktien have sidste handelsdag på First North i starten af februar 2024. Når aktien forventeligt ikke længere er optaget til handel, vil den være meget sværere at handle, og man skal være opmærksom på eventuelle gebyrer på ens handelsplatform.