Penneo har fået en god start på året, og opjusterer derfor i dag sine forventninger. I morges opjusterede selskabet nemlig sine forventninger til ARR for både H1 2021 og hele året.
For første halvår guider Penneo nu med en ARR på 45-47 mio. kroner mod tidligere 41-45 mio. kroner. For hele året guider selskabet med en ARR på 54-59 mio. kroner mod tidligere 52-57 mio. kroner.
ARR står for “Annual Recurring Revenue”, og er et udtryk for tilbagevendende indtægt (abonnement).
Årsagen til opjusteringen skal ses i lyset af flere nye og større kunder samt et større salg til eksisterende kunder end først forventet.
Penneo fastholder desuden sine forventninger til EBITDA, og offentliggør senere på måneden sin rapport for første kvartal. Dette sker d. 26. maj.