Pharma Equity Group har i dag offentliggjort deres regnskab for andet kvartal 2024, hvor der samles op på begivenhederne i det seneste kvartal, og gives et indblik i forventningerne til den kommende periode.
I april kunne datterselskabet Reponex Pharmaceuticals rapportere om meget positive endelige resultater fra et klinisk fase-2 proof-of-concept-forsøg med lægemiddelkandidaten RNX-051, kaldet MEFO-studiet, som omhandler behandling af patienter med højresidet colon cancer og højresidet adenomer (potentielle forstadier til cancer).
På kapitalfronten har selskabet opnået adgang til yderligere kapital for i alt 11 mio. kroner gennem konvertible lån. Ved udgangen af kvartalet har selskabet en uudnyttet kreditfacilitet på omtrent 5 mio. kroner.
Hvad angår selskabets tilgodehavende hos portugisiske Portinho S.A, har det en hovedstol på 9,55 mio. EUR, hvilket har en regnskabsværdi pr. 30. juni på 58 mio. kroner. Betalingen af dette tilgodehavende er udskudt ift. den oprindelige forfaldsdato per 1. juli 2023. Pharma Equity Group har pr. 15. april 2024 indleveret stævning til Sø- og Handelsretten mod Portinho S.A. med krav om øjeblikkelig betaling af tilgodehavendet på EUR 9,55 mio. med tillæg af renter. Hertil har det portugisiske advokatselskab, der arbejder for Pharma Equity Group i Portugal, samtidig iværksat yderligere undersøgelser af mulighederne for sikrende rets skridt og undersøgelser i Portugal.
Pharma Equity Group har haft et underskud efter skat på 13 mio. kroner, hvilket er i overensstemmelse med selskabet forventninger. Forventningerne til underskuddet for helåret fastholdes i niveauet 24 til 29 mio. kroner. Forventningerne afspejler ikke eventuelle gevinster/tab i forbindelse med den kommende betaling af Portinho S.A. tilgodehavendet. Egenkapitalen udgør per 30. juni 25,9 mio. kroner.
Der bliver i dag den 16. august 2024 afholdt webinar klokken 11, hvor det er muligt at få et dybere indblik i Pharma Equity Group og datterselskabet Reponex.
No comments! Be the first commenter?