En af de bedst performende danske vækstaktier i 2023 var RISMA, der oplevede en stigning på ca. 68%. Aktien har kun omkring 500 aktionærer på Nordnet, hvorfor det kan være en af de oversete danske vækstaktier.
Med relativt få aktionærer registreret på Nordnet og en begrænset likviditet i aktien, er RISMA nok en aktie, der for mange er lidt under radaren. Det er på trods af, at selskabet opjusterede sine forventninger to gange gennem 2023, og ledelsen samtidig understregede sin tiltro til selskabet gennem en række insiderkøb.
RISMA forventer efter den seneste opjustering i december at nå en ARR på 34-38 mio. kroner ved udgangen af 2023 samt at nå et EBITDA på -6,8 til -7,8 mio. kroner for regnskabsåret. Den initiale guidance lød på en forventet ARR på 34-38 mio. kroner med et EBITDA på -9 til -13 mio. kroner, hvorfor det alene er på EBITDA, at selskabet har opjusteret sin guidance gennem året. RISMA havde ved udgangen af 2022 en ARR på 22,7 mio. kroner, hvorfor den initiale guidance svarede til en ARR-vækst på hele 50-67%, hvilket der er fine muligheder for at opnå med en ARR på 30,3 mio. kroner ved udgangen af tredje kvartal. Det vil dog sandsynligvis blive i den lave ende af ARR-guidance, hvilket selskabet også har kommunikeret.
Læs også: De ændrede skatteregler har haft stor betydning for de danske vækstbørser.
En spændende tid for RISMA
RISMA er en SaaS-virksomhed, og tilbyder et produkt, der for de fleste ikke er så håndgribeligt. Det kan være en medvirkende årsag til, at aktien som nævnt indledningsvist har levet lidt under radaren på børsen. RISMA hjælper nemlig virksomheder med at håndtere områder som GDPR, ISMS, ESG eller andre GRC-områder.
Det som jeg personligt anser som mest interessant for RISMA på nuværende tidspunkt, er de øgede krav til bæredygtighedsrapportering, som er trådt i kraft fra 2024 for en række virksomheder. Det er også kendt som CSRD. Formålet med EU’s nye tiltag er at ensrette rapporteringen og øge gennemsigtigheden på bæredygtighedsområdet, så både investorer, leverandører og kunder lettere kan afkode en organisations bæredygtige indsats.
Hvorfor er det så relevant for RISMA? RISMA lancerede sin første CSRD-løsning i marts 2023, og meddelte allerede i april 2023, at de havde solgt de første fire løsninger til tre kunder i Danmark og en i Sverige. Prisen for selskabets CSRD-løsning afhænger af størrelsen på organisationen, men den gennemsnitlige pris blev dengang beskrevet til ca. 150.000 kroner om året. Med fire kunder på tre uger svarede det altså til en stigning i ARR på ca. 600.000 kroner, hvilket illustrerede vækstpotentialet for denne løsning.
I juli 2023 gav RISMA igen en status på salget af selskabets CSRD-løsning. RISMA meddelte, at de per 30. juni havde solgt 16 løsninger, hvilket var i den høje ende af selskabets egne forventninger. Hvis vi tager udgangspunkt i den gennemsnitlige pris på ca. 150.000 kroner om året, svarede det desuden til en ARR-vækst på ca. 2,4 mio. kroner. Med et øget fokus på bæredygtighed og ESG, der ligeledes er blevet et krav for en række virksomheder, er denne løsning særdeles relevant at følge som RISMA-aktionær.
Ledelsen køber op
Det er som bekendt ledelsen, der kender selskabet bedst – især når selskabets CEO er stifter. Flere medlemmer af bestyrelsen samt den daglige ledelse har gennem 2023 købt aktier i RISMA – særligt i fjerde kvartal. Alene i fjerde kvartal har selskabet af syv omgange rapporteret insiderhandler, hvor alle omhandler køb af aktier. Både selskabets CSO, altså ham der er ansvarlig for selskabets salg, Steen Rath, samt to bestyrelsesmedlemmer har købt aktier. De har gennem fjerde kvartal i alt købt aktier for knap 800.000 kroner.
I andet kvartal var selskabets bestyrelsesformand ligeledes ude at erhverve aktier. Han købte dengang aktier for ca. 580.000 kroner, mens et bestyrelsesmedlem omkring samme tidspunkt købte aktier for næsten 800.000 kroner. Den samlede ledelse hos RISMA har dermed købt aktier for mere end 2 mio. kroner gennem 2023, hvor der mig bekendt samtidig ikke har været nogle salg.
Dette kontinuerlige opkøb af aktier fra ledelsen er for mig en klar indikation på selskabets tiltro til selskabet, og ikke mindst selskabets muligheder inden for netop bæredygtighedsrapportering med selskabets føromtalte CSRD-løsning. Alle opkøb er sket efter lanceringen af denne løsning, og den kommende tid bliver meget spændende for RISMA, eftersom de nye krav til bæredygtighedsrapportering altså er trådt i kraft for mange virksomheder.
Personligt har jeg ikke aktier i RISMA, og dette skal ikke anses som en anbefaling til hverken køb eller salg af aktier i RISMA. Aktien havde et rigtig godt år i 2023, hvor aktien flere gange har lukket i kurs 9,5 – svarende til den samme kurs, som aktien blev noteret i tilbage i 2021. Jeg ser frem til at følge udviklingen hos RISMA gennem 2024, der kan få gavn af de nye krav til bæredygtighedsrapportering.
No comments! Be the first commenter?