Shape Robotics har været gennem et turbulent 2024, men forventningerne til helåret er på nuværende tidspunkt fastholdt.

Der har de seneste år været en stor transformation i gang i det relativt lille Educational Tech selskab, Shape Robotics. Selskabet har været en af de mest innovative og førende leverandører inden for en teknologisk optimering af undervisningslokaler, hvor selskabet arbejder sammen med stærke internationale leverandører som Lenovo.

I 2022 havde Shape Robotics ellers en relativt lille andel af omsætningen fra dette segment, hvor de blot omsatte for 16 mio. kroner, mens der i alt blev omsat for 87,4 mio. kroner på årsbasis. Dette ændrede en stor aftale i Rumænien på, hvor Shape Robotics pludselig fik adgang til et marked med et enormt potentiale. Selskabet løftede omsætningen fra Smart Labs til 105,9 mio. kroner, og den samlede omsætning til 171 mio. kroner i 2023, hvoraf omtrent 90% stammer fra det rumænske marked.

Det var dog alene det første lille indblik i det potentiale, som Smart Classroom markedet besidder. Shape Robotics har fremlagt en yderst ambitiøs plan for de kommende år med fokus på bl.a. EU-medlemslande, UAE, Saudi Arabien, USA, Indien, Kina og særligt Polen. Det polske marked fik et øget fokus, da selskabet opkøbte Skriware mod slutningen af 2023, der stiller Shape Robotics særligt stærkt overfor det polske marked. Det polske marked minder om det rumænske, men er blot endnu større.

Et stort vækstpotentiale – og ambitioner

Shape Robotics kunne i starten af 2024 præsentere en ny vækststrategi, hvor der er fastsat en økonomisk målsætning om at opnå en omsætning på 1 mia. kroner senest i 2027 med en forventet EBITDA-margin på 12-15%, hvilket også inkluderer en implicit positiv bundlinje.

De store vækstforventninger skyldes blandt andet den udvikling, der er set i Polen. Her er der med stor politisk og finansiel opbakning fra både EU og indenlandske organisationer set en stor vækst i EdTech-sektoren i de seneste år. I 2024 blev det ambitiøse projekt ”Futurelabs 2.0” startet med allokerede midler, der forventes at ramme niveauet 2 mia. kroner.

Det kræver dog også, at Shape Robotics formår at komme ud og ramme nogle nye markeder. Her spiller strategiske samarbejder en stor rolle, og i slutningen af 2023 kunne Shape Robotics fortælle mere om samarbejdet med Lenovo. Parterne havde besluttet at udvide de to selskabers hidtidige samarbejde til et formelt og gensidigt forpligtende partnerskab. I dette partnerskab skal Shape Robotics’ teknologier og hardware indlemmes i Lenovos samlede tilbud til hele Europa på markedet for digital uddannelse.

For 2024 var vækstforventningen at nå en samlet omsætning på 300 mio. kroner og et EBITDA på minimum 25 mio. kroner, svarende til en EBITDA-margin på 8,3%.

Hvordan går det med 2024 ambitionen?

Det havde man som investor forventet var helt afklaret på nuværende tidspunkt, da der var planlagt et Q4 regnskab allerede den 20. februar 2025. Dette blev dog fravalgt, hvorfor tallene først kommer i årsrapporten den 4. april 2025, hvilket er hele 129 dage efter Q3 regnskabet, hvor der sidenhen ikke er blevet givet en opdatering på, om Shape Robotics når sin ambitiøse målsætning. Hvorfor det er så vigtigt, skal vi se lidt nærmere på.

I 2023 kom blot 28,9 mio. kroner af den samlede omsætning på 171 mio. kroner fra årets første tre kvartaler. I 2024 er der realiseret en omsætning på 177 mio. kroner af de forventede 300 mio. kroner i løbet af årets første tre kvartaler. Shape Robotics skal altså omsætte for 123 mio. kroner i løbet af fjerde kvartal for at nå selskabets ambitiøse målsætning. Q3 regnskab blev offentliggjort den 21. november, hvorfor Shape Robotics burde have haft en ganske fin indikation af, om målsætningen blev opfyldt, da man valgte af fastholde den.

Derfor var det også en positiv indikation, at administrerende direktør, Mark Abraham købte aktier for en million kroner umiddelbart efter regnskabet, mens også flere bestyrelsesmedlemmer købte aktier for omtrent 100 tusinde kroner hver den 31. december 2024. Desværre har den eneste officielle meddelelse fra selskabet været en mindre ordre på 50 Lenovo computere i polen, hvorfor vi altså snart er gået 120 dage uden at være blevet klogere på 2024 resultaterne eller eventuelle ordrer, der skulle indikere ambitionen blev opnået.

Dog er selskabet meget aktivt på LinkedIn, hvor der også løbende er blevet givet opdateringer på konferencer mm., samt svar på tiltale efter flere investorer havde skrevet og forhørt efter en opdatering. Her blev der adresseret bevæggrunden for forskellige beslutninger, blandt andet hvorfor Q4 regnskabet blev ført sammen med årsrapporten, mens også 2027 ambitionerne blev fastholdt.

Et selskab med store forandringer

Investortillid er en af de helt store problematikker på nuværende tidspunkt – var der stor tiltro til selskabets eksekvering ville behovet for kommunikation være mindre. Med en aktiekurs der er faldet med 65% det seneste år, er det nok ikke hvad der kan anses som blind tillid til selskabet. Den 25. marts 2024 blev det udmeldt, at den daværende salgsdirektør, Mark Abraham, ville overtage stillingen som administrerende direktør. Den forhenværende direktør, André Féhrn, ville træde tilbage i rollen som finansdirektør, hvilket var den rolle, som André tidligere besad.

Allerede i juni 2024 startede André dog i et nyt selskab, mens Wiktor Budziosz overtog som finansdirektør for koncernen fra sin tidligere rolle som finansdirektør i det polske selskab, som Shape Robotics opkøbte ved udgangen af 2023. I starten af det nye år, 2025, er rokaderne dog ikke stoppet. To bestyrelsesmedlemmer valgte at træde tilbage fra deres bestyrelsespost for at dedikere deres tid til andre projekter, hvorfor der blev afholdt en ekstraordinær generalforsamling den 15. januar 2025, hvor der skulle sammensættes en ny bestyrelse. Meddelelsen om den ekstraordinære generalforsamling blev dog allerede givet i december 2024.

Om beslutningen havde noget at gøre med, at selskabet allerede den 25. november havde fået to børspåtaler for ikke at have offentliggjort intern viden hurtigt nok i to separate omgange, er ikke til at vide. Den mest bekymringsfulde påtale handler om annonceringerne i forbindelse af en ekstraordinær generalforsamling, hvor bestyrelsen ville stille forslag til selskabets aktionærer om at tildele bestyrelsen en bemyndigelse til at foretage en kapitalforhøjelse.

Jeg vil på ingen måde anfægte fagligheden af den nye ledelse eller bestyrelse hos Shape Robotics, men det gør intet godt for investortilliden, når formalia ikke bliver overholdt, og investorerne generelt lever i uvished omkring hvorvidt de finansielle målsætninger nås.

Dette kunne have været imødekommet ved at dele en opdatering, hvor man havde revideret forventninger til et omsætningsinterval, som regnskabet forventedes at ligge indenfor. Dette opleves ved flere andre selskaber, der giver investorerne en større klarhed over den underliggende udvikling i selskabet, hvilket i en situation hvor tæt på halvdelen af omsætningen hentes i et kvartal, er særligt vigtigt.

Hvorfor er jeg investor i virksomheden?

Man kan have mange holdninger til ledelsesrokaden, og det gavner nok ikke selskabet på kort sigt. Tager man de langsigtede briller på, synes jeg dog ikke det udelukkende er negativt at have en ledelse, der kommer fra og har stærke lokale forbindelser på selskabets største markeder. Det kan være en stor styrke, særligt når det gælder investeringer for offentlige midler. Derudover er selskabets værdiansættelse på 226 mio. kroner ganske lav, hvis selskabet kan leve op til sine forventninger.

På nuværende tidspunkt er der intet driftsmæssigt, der er en stor problematik for selskabet. Shape Robotics har formået at tilpasse organisationen og levere en vækst på over 100% i 2023, og levere en vækst på næsten 150% for de første 9 måneder i 2024. Det er langt fra alle organisationer der formår at kunne gøre dette, hvorfor jeg også er temmelig imponeret over denne udvikling.

Hvis vi forudsætter, at 2024 ikke opnås, og 2027 målet måske er for ambitiøst, er der fortsat en relativ fin investeringscase tilbage. Skulle væksten blive mere normal, og selskabet ”blot” skulle realisere at vækste omsætningen til 500 mio. kroner i 2027, så er der med nuværende markedsværdi tale om en værdiansættelse på under 0,5 i P/S-værdi, mens en EBITDA-margin på 10%, ville medføre en PRICE/EBITDA på 4,5, hvilket er meget lave værdier for et selskab i så massiv vækst.

Hvad den retfærdige værdiansættelse vil være for selskabet, er for mit vedkommende tæt på umuligt at udtale sig om. Jeg ved reelt set ikke ved om omsætningen ender på 250 eller 350 mio. kroner for 2024. Hertil har jeg heller ikke har nogen ide om hvilken EBITDA-margin selskabet kan levere, da EBITDA-marginen for årets første 9 måneder har været negativ. Dette til trods for, at den gennem tredje kvartal lå på omtrent 10,4%.

Leveres de forventede resultater, vil der efter min klare overbevisning dog være tale om en yderst attraktiv kurs på nuværende niveau, der også er 40% under den kurs, hvor jeg købte mine første aktier i selskabet efter Q3 regnskabet. Der er selvsagt også en risiko for, at bunden kan ryge helt ud af aktien, hvis det viser sig, at Q4 resultaterne ikke er lige så stærke som forventet. Den største risiko er nok en negativ bundlinje for helåret. Det kan i værste tilfælde medføre en stor udvanding af aktionærerne gennem en emission i en rigtig lav kurs for at finansiere driften. Desværre en historie, der er oplevet adskillige gange i den samme type af selskaber.

Disclaimer: Jeg har aktier i Shape Robotics. Dette er hverken en købs- eller salgsanbefaling. Husk altid at lav din egen research forud for en investeringsmulighed.